Idrætsfaciliteter og fitnesscentre lukkes i 38 kommuner
Barer, restauranter og caféer vil samtidig blive lukket ned samt kulturlivet i form af teatre og biografer, oplyser statsminister Mette Frederiksen.
Indendørs idræt og forenings- og fritidsfaciliteter skal fra onsdag 9. december holdes lukket frem til minimum 3. januar 2021.
Forbuddet vil gælde i 38 af landets kommuner.
- Det gælder for eksempel idrætshaller og svømmehaller samt trænings- og fitnesscentre, men den professionelle idræt er undtaget, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet om de strammede coronarestriktioner herhjemme.
Dermed kan der fortsat afvikles professionelle, udendørs idrætsarrangementer med op til 500 personer til stede.
DGI bakker op om tiltag
Tiltaget mod den indendørs, fysiske aktivitet vil gælde i tre ud af landets fire største kommuner - København, Aarhus og Odense - samt de københavnske omegnskommuner og en række kommuner på Sjælland.
Danske Gymnastik- & Idrætsforeningers formand Charlotte Bach Thomassen siger til TV 2, at idrætsorganisationen bakker op om de lokale tiltag, som bliver kaldt nødvendige.
- Vi har forståelse for myndighedernes tiltag... Vi skal fortsat have stor fokus på folkesundheden og den mentale trivsel, som naturligvis lider under restriktionerne, siger DGI-formanden, der repræsenterer i alt 6400 idrætsforeninger.
Restaurationsbranchen også ramt
Det er langt fra kun idræts- og foreningslivet, der den kommende tid får det svært.
For andre dele af kulturlivet vil samtidig lukke ned, oplyser Mette Frederiksen.
Det gælder barer, restauranter og caféer. Her vil der blive lukket ned for alt andet end take-away, siger statsministeren.
Restaurationsbranchen bliver dermed på ny ramt af restriktioner, der har til formål at inddæmme coronasmitten, der de seneste uger har været i vækst.
Kulturlivet lukkes ned
Samtidig skal en lang række kulturinstitutioner som teatre, spillesteder, museer, biografer og biblioteker holdes deres indendørs arealer lukket.
- Vi ved godt, at de her nye restriktioner kommer til at trække veksler på Danmark igen. Det er igen med kort varsel, og det betyder, at alle jer, der skal få det til at fungere, igen har kort til til ja - at få det til at fungere, siger Mette Frederiksen.
Ifølge statsministeren kan der ikke gives en garanti for, at der ikke vil komme flere restriktioner.
Men de omfattende tiltag vil ifølge regeringen forventes at være passende henover jul og nytår.
38 berørte kommuner
Den delvise nedlukning af idræts- og kulturlivet gælder i disse 38 kommuner:
- Albertslund
- Allerød
- Ballerup
- Brøndby
- Dragør
- Egedal
- Faxe
- Fredensborg
- Frederiksberg
- Frederikssund
- Furesø
- Gentofte
- Gladsaxe
- Glostrup
- Greve
- Gribskov
- Halsnæs
- Helsingør
- Herlev
- Hillerød
- Hvidovre
- Høje-Taastrup
- Hørsholm
- Ishøj
- København
- Køge
- Lejre
- Lyngby-Tårbæk
- Odense
- Roskilde
- Rudersdal
- Rødovre
- Slagelse
- Solrød
- Tårnby
- Vallensbæk
- Vordingborg
- Aarhus