Samfund

Tidligere justitsminister Ole Espersen er død - 85 år

Den tidligere justitsminister Ole Espersen (S) er død, skriver tidligere overborgmester i mindeord.

Tidligere justitsminister Ole Espersen (S) er død - 85 år. Det fremgår af mindeord i Bornholms Tidende skrevet af den tidligere overborgmester i København Frank Jensen (S). Det skriver TV 2 Bornholm lørdag.

Espersen er sovet stille ind fredag i Rønne, og bisættelsen vil finde sted i stilhed, skriver hans familie i en dødsannonce i Bornholms Tidende lørdag.

Ole Espersen kom i Folketinget i 1973, hvor han blev en del af Anker Jørgensens socialdemokratiske regering.

Han blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede Anker Jørgensen at gøre det.

Men den daværende socialdemokratiske statsminister undlod at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Årsagen til PETs skepsis var, at Ole Espersen havde mødt sovjetiske diplomater.

- Der var tale om et forsøg på at miskreditere mig fra nogen, som ikke brød sig om at få mig som minister, har Ole Espersen udtalt i forbindelse med sin 80-års fødselsdag i 2014.

Uddannet jurist

Espersen, der var fra Bornholm, blev i 1959 uddannet cand.jur og blev ansat i Justitsministeriet, inden han i 1971 blev professor i statsforvaltningsret ved Københavns Universitet.

Her vendte han senere tilbage som professor i folkeret, efter at hans tid som medlem af Folketinget i 1994 var afsluttet efter 21 år.

Ole Espersen blev kommissær for demokratiske institutioner og menneskerettigheder ved Østersørådet, og han var også formand for Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.

Ole Espersen var i to omgange desuden formand for det daværende Radiorådet.

Han har også siddet i Europa-Parlamentet fra 1974-1977.