Coronavirus

8 ud af 10 danskere vil vaccineres mod coronavirus, viser måling

80 procent af de adspurgte i en ny Megafon-måling er klar til at blive vaccineret mod coronavirus, 10 procent siger nej til vaccinen.

Otte ud af ti danskere vil gerne vaccineres mod coronavirus, når der bliver mulighed for det.

Det viser en meningsmåling, Megafon har lavet for TV 2 og Politiken. 80 procent af de adspurgte i meningsmålingen, der omfatter interviews med 1095 danskere, svarer, at de er enige eller overvejende enige i, at de er klar til at modtage vaccinen, når den kommer.

Ti procent af de adspurgte er uenige eller overvejende uenige, mens resten af de adspurgte svarer hverken eller, eller ved ikke.

Jan Pravsgaard Christensen, professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, mener, at målingen giver grund til optimisme.

- Vi regner med, at vi skal op på mellem 60 og 70 procent af befolkningen, som har dannet antistoffer, for at opnå flokimmunitet. Så hvis de her tal holder, er vi jo ved at være i mål, siger Jan Pravsgaard Christensen til TV 2.

Virker ikke for en vis andel

Men selvom 80 procent altså ifølge meningsmålingen er klar til vaccinen, mener han dog ikke, vi nødvendigvis kommer et godt stykke over målstregen.

- Vi ved, at der altid er en vis andel af de vaccinerede, hvor vaccinen ikke virker. Så når de her vaccinceproducenter siger, at vaccinen giver 95 procents beskyttelse, skal man tage det med et vist forbehold, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Han siger også, at de 80 procent, der er positive, formentlig dækker over, at cirka 50 procent af danskerne uden forbehold er klar til at modtage vaccinen, mens godt 25 procent er positive med forbehold.

- Det er det billede, vi plejer at se, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Meningsmålingen viser også, at kun et mindretal af danskerne mener, det bør blive obligatorisk at lade sig vaccinere.

Knap to tredjedele af de adspurgte, 65 procent, mener ikke, vaccinen bør være obligatorisk, mens 19 procent mener, det bør være obligatorisk for alle danskere, og 10 procent mener, det bør være obligatorisk for de danskere i de udsatte grupper at blive vaccineret.