Coronavirus

Region Sjælland går i øget corona-beredskab - planlagte operationer udskydes

De berørte patienter er blevet kontaktet.

Region Sjælland går i øget covid-19-beredskab, efter der er sket en stigning i antallet af indlagte med coronavirus på regionens hospitaler.

Helt konkret vil beredskabsniveauet gå fra trin 0 til trin 1. Det betyder, at regionen begynder at udskyde planlagte operationer på regionens hospitaler.

Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

- Udskydelsen af nogle operationer er en nødvendighed og helt i tråd med vores beredskabsplan, simpelthen for at vi kan sikre de fornødne sengepladser og personale til at pleje, observere og behandle det stigende antal indlagte covid-19-patienter, siger Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland.

Det seneste døgn er yderligere 26 blevet indlagt med covid-19. I alt er 293 danskere indlagt på de danske hospitaler.

Af de indlagte ligger henholdsvis 40 personer på intensiv og 27 personer i respirator.

De berørte er blevet kontaktet

Indtil videre vil det nye beredskabsniveau berøre patienter, der skulle have været opereret på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.

- De berørte patienter er kontaktet i dag af afdelingen med besked om, at de bliver ringet op inden jul med en nærmere afklaring af deres videre forløb, står der i pressemeddelelsen.

Alle akutte patienter og øvrig planlagt aktivitet på regionens sygehuse fortsætter foreløbig uændret, understreger regionen i pressemeddelelsen.

Aarhus øger beredskabet

Også i Aarhus skrues der op for covid-kapaciteten, og derfor lukker Aarhus Universitetshospital ligesom Region Sjælland ned for et antal behandlinger og operationer.

Det fortæller hospitalsdirektør Poul Blaabjerg til DR.

- Hvor der før var 19 senge forbeholdt coronapatienter, vil der fra januar blive opjusteret til 33 faste pladser. Det betyder, at man rykker 30 sygeplejersker fra andre afdelinger, siger han.

Region Hovedstadens smittestigning

De seneste uger har der særligt været fokus på hovedstadsområdet, hvor der er sket en stigning i smittetilfældene.

Derfor var sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fredag ude at advare om, at et højt smittetryk kan betyde et begyndende pres på sygehuskapaciteten. Det skrev han på Twitter.

Indtil videre forbliver hovedstadens covid-19-beredsskab dog på trin 0.

Heller ikke landets øvrige hospitaler er på et niveau, hvor der er risiko for at skulle lukke ned for øvrige behandlinger, skriver DR.