Region Hovedstaden rykker på niveau 4 i risikovurdering - men der er ikke flere restriktioner på vej

I hovedstadsområdet kan et højt smittetryk betyde et begyndende pres på sygehuskapaciteten. Det udløser dog for nuværende ikke flere restriktioner.

Region Hovedstaden er rykket op på niveau 4 på den såkaldte covid-19-risikoskala.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- Ud fra en samlet vurdering, hvor der er lagt vægt på særligt den høje og stigende incidens og positivprocent i Region Hovedstaden, den udbredte samfundssmitte i alle regionens kommuner og den stigende smitte på plejehjem, vurderes det samlet, at risikoniveauet i Region Hovedstaden er på risikoniveau 4, skriver indsatsgruppen for covid-19 håndtering i en risikovurdering.

Der er i alt fem niveauer på den nationale risikovurderingsskala. De fire andre danske regioner befinder sig for nuværende på niveau 3.

  • Niveau 1: Lav og lokal smitte med mulighed for opblussen.
  • Niveau 2: Lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig.
  • Niveau 3: Udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal.
  • Niveau 4: Udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene.
  • Niveau 5: Udbredt samfundssmitte og risiko for, at kapaciteten på sygehusene overstiges.

Risiko for nye restriktioner

Vurderingen af risikoniveauet for hele landet og de fem regioner bliver foretaget én gang om ugen og er alene et udtryk for, hvor høj smitten er de forskellige steder i landet, og derfor udløser den nye risikovurdering ikke umiddelbart yderligere restriktioner i hovedstadsområdet.

Myndighederne præsenterede tirsdag en række skærpede restriktioner i 17 kommuner - heriblandt København - og de restriktioner skal først have lov at virke, før regeringen tager stilling til, om der skal strammes yderligere. Det oplyser Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff:

- Situationen med Corona er alvorlig - særligt i hovedstadsområdet. Det er netop derfor, der er iværksat en række ekstra restriktioner, og at der skal testes ekstra meget i kommunerne i det område. Vi skal meget gerne snart se et fald i smittetallene, for hvis vi ikke ser det, kan der meget vel blive tale om flere restriktioner, siger han til TV 2.

Myndighederne præsenterede tirsdag en række skærpede restriktioner i 17 kommuner - heriblandt København - og de restriktioner skal først have lov at virke, før regeringen tager stilling til, om der skal strammes yderligere.

Høj smitte i hovedstaden

Når region hovedstaden rykkes op på risikoniveau 4 betyder det, at der en kritisk høj incidens af smitte, og det kan give begyndende pres på sygehuskapaciteten, skriver Magnus Heunicke i sit opslag på Twitter.

Datasættet bag risikovurderingen stammer fra uge 48.

- Det er særligt i Region Hovedstaden og til dels i Region Sjælland, hvor der ses stigende smitte regionalt. Derimod ses nu faldende smitteforekomst i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, står der i risikovurderingen.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.