Samfund

Hvad kommer Esbjerg til at lugte af i fremtiden?

Esbjergs enorme havn skal endnu engang omstille sig til et industriskifte, men udfasningen af olie bliver ikke et problem, mener de lokale.

Esbjerg lugter af fisk. Det mente besøgende i flere år om havnebyen ved Vesterhavet, som Nordsøen stadig kaldes af dem, der har fingrene i mulden på egnen.

Men det var lugten af penge, svarede de lokale. Esbjerg var længe en af Danmarks største fiskerihavne, side om side med en voksende olieindustri, der trækker tråde tilbage til 1960’erne.

Fiskeriet er slut, men Nordsøens sorte guld har skabt 11.000 arbejdspladser i Esbjerg. Nu har et politisk flertal valgt at nedlægge olieindustrien i Danmark fra 2050.

Men ifølge digteren Erik Trigger, der er tidligere havnearbejder i Esbjerg gennem 25 år og blandt andet har været sikkerhedsrepræsentant i et årti, betyder det ikke, at Esbjerg stopper med at lugte.

- Der kommer til at blive ved med at lugte af penge. Vindpenge, siger den tidligere havnearbejder til TV 2.

Erik Trigger mener, at vindmølleindustrien vil udfylde det vakuum, olieindustrien efterlader. Blandt andet fordi Esbjerg i forvejen er det sted i verden, hvor der bliver sendt flest vindmøller afsted med skib.

Den tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) sagde i 2018, at Esbjerg kunne blive Nordsøens Silicon Valley, der er verdens teknologiske centrum, for vindenergi.

Den nuværende klimaminister Dan Jørgensen (S) besøgte i august i år Esbjerg i forbindelse med lanceringen af et stort vindenergiprojekt, hvor også han understregede havnebyens potentiale som vindenergi-centrum.

Og Esbjergs borgmester er heller ikke utilfreds med Folketingets ambitioner om at skabe grønne arbejdspladser i byen, når de sorte jobs forsvinder.

- Det er forudsætningen for, at Esbjerg kan bevare sin position som verdens førende udskibningshavn for havvind, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen til TV Syd.

Fra fisk til olie

Esbjerg var Danmarks fiskerihovedstad helt frem til 1980’erne, men i 90’erne begyndte antallet af arbejdspladser på fiskerihavnen at forsvinde til andre danske havnebyer.

I 2002 lukkede Esbjerg Fiskeauktion, og i 2005 faldt antallet af landinger af industrifisk kraftigt.

Ifølge Fiskeri- og Søfartsmuseet var det blevet for svært at rekruttere unge mænd, der var villige til at dedikere livet til det slidsomme arbejde til søs.

Efter 2005 bevægede fiskeriet sig langsomt ud af byen og tog lugten af fisk med, men lugten af penge blev hængende i Esbjerg.

Den store omstilling fra olie til grøn energi vil dog ikke blive nær så udfordrende, som udfasningen af fiskeri var, mener tidligere direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Morten Hahn Pedersen.

- Det er en generation ude i fremtiden. Hovedparten af dem, der er i den sorte offshore (boreplatforme, red.), de kommer også til at gå på pension i den sorte offshore, siger han.

Og for en tidligere havnearbejder er der heller ikke grund til at råbe vagt i gevær - for man har prøvet det før.

- Før havde vi 600 fiskekuttere med minimum tre mand på hver. Dengang var mulighederne heller ikke nær så gode, som i dag, hvor folkene i olieindustrien har uddannelse og teknisk erfaring, siger Erik Trigger.

For som havnearbejder indstiller man sig efter, at arbejdet kan være slidsomt og ubarmhjertigt. Du kan skifte arbejdsgiver, som andre skifter sokker.

Men det er lige præcis sådan, arbejderne vil have det, mener Erik Trigger.

- Vi har været i arbejdskampe, og vi har sluttet fred igen. Både med arbejdsgiverne og samfundet, der prøvede at gribe ind i vores selvbestemmelse. Frihed er det vigtigste. Og derfor ved vi også, at vi skal være omstillingsparate.

Mennesket ved havet

Et af Esbjergs ikoniske vartegn er fire kridhvide og ni meter høje statuer af mænd, der skuer ud over Nordsøen, og de indkapsler på retfærdig vis esbjergensernes tankegang, mener Erik Trigger.

Værket hedder ’Mennesket ved Havet’. Og mennesket ved havet er netop esbjergenseren – om det er på fiskekutter, olie-rig eller en af vindmølleindustriens store opsætningsskibe, som Trigger også påpeger.

Noget andet Esbjerg og statuerne skuer mod er vadehavsøen Fanø, der ligger få kilometer fra kysten.

Før fiskeindustrien fik dødsstødet, var stanken fra Esbjerg Havn så kraftig, at selv beboerne på Fanø måtte affinde sig med den tårevædende lugt.

Lugten er forsvundet, men også olieindustrien har været at fornemme fra øen. For silhuetterne af de enorme olie-rigge og deres høje tårne kan ses tydeligt fra Fanøs østkyst.

Og det syn vil formentlig ikke forsvinde, når vindindustrien i endnu større grad indtager havnen. For de enorme opsætningsskibe ligner til forveksling en olie-rig.

Erik Trigger kan dog snildt se forskel.

- Du kan se det på kranerne, siger han, og forklarer, at opsætningsskibe har én enorm kran, mens olie-rigge kan have flere små.

Og de selvsamme mennesker, der i dag bemander olie-rigge, er yderst kvalificerede til at bemande opsætningsskibene, siger Morten Hahn Pedersen.

- Der er jo masser af erfaring af opbygning og drift af felter. Det er i princippet ligegyldigt, om det er olie- og gasfelter eller havmølleparker, lyder det.