Dansk Undergrunds Consortium (DUC) foretager olieboring i Løgumkloster. Senere rykkede de ud i Nordsøen.
Samfund

Det danske olieeventyr blev skabt på fire tilfældigheder

En pludselig interesse, et afgørende fund, en boreplatforms placering og en international krise er vigtige kapitler i den danske oliehistorie.

Den erfarne skibsreder var bekymret.

Fra kontorlokalerne på Kongens Nytorv i København havde Arnold Peter Møller fulgt med på sidelinjen, da en tysk virksomhed havde henvendt sig til den danske regering.

Jeg tror ikke, han havde nogen anelse om, hvad han satte i gang

Morten Hahn-Pedersen, Nordsø-historiker, om A.P. Møller

Året var 1960, og tyskerne havde året forinden fundet olie i Holsten. Nu var de interesserede i at lede efter olie i den sønderjyske undergrund.

Skibsrederen A.P. Møller havde ingen erfaring med olieindvending eller nogen større planer om selv at gå ind i branchen.

Men der var kun gået 15 år siden afslutningen på Anden Verdenskrig, og ud fra nationale hensyn var han bekymret ved risikoen for, at et eventuelt fund skulle ende på tyske hænder.

Derfor satte han sig og skrev et brev til den nytiltrådte statsminister, Viggo Kampmann.

Skibsreder A. P. Møller havde stor nationalfølelse og frygtede tysk kontrol af en vigtig ressource.

I brevet advarede A.P. Møller om, at olieboringen ville fremme en "tysk opslugning af Danmark":

- Det er efter min mening et nationalt problem, og jeg er af den opfattelse, at henvendelsen om en sådan olieboring bør besvares med et nej. Dette henstiller jeg ærbødigst til overvejelse.

Skibsrederen meldte sig samtidig villig til at stå i spidsen for en dansk koncern og påtage sig opgaven, hvis det var eneste måde at holde tyskerne ude.

Brevet fra 1. november 1960 blev startskuddet til det store danske olieeventyr.

A.P. Møllers uplanlagte indtræden på oliescenen var den første af i alt fire tilfældigheder, der skabte historien, fortæller tidligere museumsdirektør og Nordsø-historiker Morten Hahn-Pedersen:

- Jeg tror ikke, han havde nogen anelse om, hvad han satte i gang.

En god forretning

A.P. Møller ses her under en værtsindvielse i 1959.

Den danske skibsreders tilbud fik regeringen til at sætte forhandlingerne med det tyske selskab i bero.

I stedet førte lange forhandlinger til, at tilladelsen til at søge efter olie i den danske undergrund gik til A.P. Møller.

Eneretsbevillingen skulle gælde de næste 50 år og blev 8. juli 1962 underskrevet af kong Frederik 9. om bord på kongeskibet Dannebrog.

Regeringen var glad for at have fundet et dansk selskab til at påtage sig den krævende opgave, og godt en uge senere indbetalte A.P. Møllers rederi med girokort et beskedent gebyr for bevillingen.

Prisen for eneretten til udnyttelsen af dansk olie og gas i et halvt århundrede? 40 kroner.

Arnold Peter Møller (tv) med sin søn Mærsk Mc-Kinney Møller (th). Ingen af dem havde oprindeligt store forventninger til olieeventyret.

- Boringerne blev anset som udsigtsløse, og man vidste slet ikke, om der var nogen olie at komme efter, forklarer Morten Hahn-Pedersen.

Med tiden skulle aftalen vise sig særdeles lukrativ.

Investeringen for det, der senere blev til A.P. Møller-Mærsk, blev over de næste årtier forrentet mindst et par milliarder gange.

Kampen om Nordsøen

Den første danske olie og gas blev hentet op i Nordsøen i 1972.

A.P. Møller allierede sig med de internationale olieselskaber Gulf og Shell for at få viden og penge nok til arbejdet, og sammen skabte de Dansk Undergrunds Consortium (DUC).

De første boringer foregik på land, men i 1966 rykkede DUC ud på havet, hvor de fandt olie.

Dansk Undergrunds Consortium borer efter olie i 1966.

Der skulle dog gå nogen tid, inden olien flød i land. For hvem havde egentlig ret til hvilke områder i Nordsøen?

Spørgsmålet havde allerede været årsag til en årelang debat med henholdsvis Norge og Tyskland.

Om delingen med Norge opstod med tiden en myte om, at daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S) ved et møde i Oslo i 1963 drak lidt for meget whisky og mere eller mindre forærede nordmændene store områder af Nordsøen, der siden viste sig at indeholde olie for milliarder.

Udenrigsminister Per Hækkerup blev i årevis hængt ud for under en whiskybrandert mere eller mindre at have foræret Norge store områder af Nordsøen. Den sande historie om oliemilliarderne er dog en helt anden.

Historien er senere blevet aflivet, men i mange år var den en torn i øjet på familien Hækkerup.

- Den har været irriterende, netop fordi det er en vandrehistorie. Den har kørt på billedet af min farfar som en karismatisk og dygtig, men også livsglad politiker med hang til en tår over tørsten. Og så har den jo haft ingredienserne til at bestå, har nuværende justitsminister Nick Hækkerup (S) tidligere fortalt til TV 2.

Den sande historie er noget mindre farverig, og efter et to år langt forhandlingsforløb, hvor Hækkerup kun spillede en begrænset rolle, indgik Danmark i 1965 en aftale med Norge om deling efter det såkaldte midterlinjeprincip. Du kan se fordelingen herunder:

Kort olie nordsøen oversigt

Nordmændene gjorde i 1969 et kæmpefund i Ekofisk-feltet, der ligger lige nord for den danske havgrænse.

Oliefeltet, der i dag er Norges største, havde en forekomst på cirka 530 millioner kubikmeter producerbar olie og cirka 190 milliarder kubikmeter producerbar gas.

Boring blev afgørende

Foto fra olieboringerne i 1966.

Tyskland mente dog, at fordelingen gav tyskerne en alt for lille del af Nordsøen, og sagen blev i 1969 forelagt Den Internationale Domstol.

Den strid blev afgjort af den anden store tilfældighed i historien om det danske olieeventyr, fortæller Morten Hahn-Pedersen. Vi var simpelthen så heldige at begynde at bore det rigtige sted.

- Fordi danskerne allerede havde boret efter midterlinjeprincippet og fundet olie, fik vi hævdsret på det område, hvor størstedelen af det danske fund siden er gjort. Ellers havde vi slet ikke haft noget olieeventyr, siger han.

De dansk-tyske forhandlinger blev afsluttet i 1971, og herefter kunne det danske olieventyr tage fart.

Boreplatform i Dan-feltet i Nordsøen.

Men A.P. Møller havde travlt. For blandt kravene i aftalen fra 1962 var, at produktion skulle være i gang inden for ti år.

Den første olie skulle hives op fra Kraka-feltet, og til det formål havde DUC bestilt en boreplatform, der skulle bygges i Texas.

Inden den i 1972 var nået over Atlanterhavet, fandt danskerne imidlertid både Gorm-feltet og ikke mindst Dan-feltet, som blev vurderet til at indeholde langt mere olie end Kraka-feltet.

olie_gas_felt

- Det er den tredje store tilfældighed, for i stedet nåede man at opstille platformen på Dan-feltet. Var den endt på Kraka, havde det ikke set så lyst ud, og så havde man nok været kede af sine investeringer, og hvem ved, om man så var blevet ved? siger Morten Hahn-Pedersen.

Hanerne til den første danske nordsøolie blev åbnet 1. august 1972, og A.P. Møllers søn Mærsk Mc-Kinney Møller holdt indvielsestalen:

- Vi er endnu kun ved en beskeden begyndelse, men arbejdet fortsætter. Der bores videre. Det er mit oprigtige ønske, at den udvikling, der her er begyndt, må vise sig til virkelig gavn til hele det danske samfund.

Prins Henrik åbner for hanerne til den første danske nordsøolie, der blev sejlet i land. Her sammen med skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.

Døren åbnede sig

Den fjerde tilfældighed fandt sted uden for Danmarks grænser.

Verden blev i 1970’erne og 80’erne ramt af oliekriser, da de arabiske lande begrænsede olieproduktionen og satte priserne på olie drastisk i vejret.

- Det betød dels, at det kunne betale sig at bore efter olie offshore, som ellers er markant dyrere, og dels åbnede det en dør for andre lande til at bryde de arabiske og nordafrikanske landes monopol på oliehandlen, fortæller Morten Hahn-Pedersen.

Og her kom blandt andre Danmark ind i billedet.

En dårlig aftale?

Mærsk-boreplatform.

Som olieeventyret tog fart, kom der også ny fokus på aftalen med A.P. Møller.

- Man synes allerede dengang, at DUC fik alt for lempelige regler. Internationalt blev Danmark kaldt for ”de blåøjede arabere” i den dobbeltbetydning, at vi både var nordboere med blå øjne, og at vi forærede olien væk alt for billigt, har TV 2s tidligere politiske redaktør Kaare R. Skou fortalt.

Særligt folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm var i 70'erne og 80'erne en aktiv stemme i debatten, og han mente, at staten havde snydt sig selv ved at give A.P. Møller og DUC en alt for fordelagtig aftale.

I efteråret 1978 kørte tv-udsendelsen 'Det sidste stik' over skærmen. Udsendelsen blev set af 2,5 millioner seere, der pludselig fik øjnene op for, at Danmark var ved at blive en oliestat.

- Først da gik det op for befolkningen, at der virkelig var tale om lukrative forretninger, hvor A.P. Møller blev behandlet helt usædvanligt, i forhold til hvad tilsvarende selskaber havde af ordninger i Holland og Norge. Den store og pludselige vælgerinteresse fik stor betydning for politikernes holdning, og udsendelsen var med til at skabe en langt mere kritisk holdning til vilkårene for A.P. Møller, fortalte Preben Wilhjelm mange år senere i et interview med Ugebrevet A4.

Preben Wilhjelm (i midten) var blandt de store kritikere af den Mærsks lukrative 50-årsaftale.

I de efterfølgende år blev der forhandlet nye aftaler hjem, så A.P. Møller måtte afgive dele af eneretsbevillingens område.

I 2003 forlængede den daværende regering aftalen med A.P. Møller – en aftale, som samtidig skulle resultere i større økonomisk udbytte for staten. Men igen snød vi os selv.

For i 2014 viste tal fra Skatteministeriet, at den danske statskasse over de seneste ti år var gået glip af op mod 124 milliarder kroner som en konsekvens af Nordsøaftalen fra 2003.

- Samfundet får i dag ikke den andel ud af ressourcerne i Nordsøen, som det ud fra en rent økonomisk betragtning burde. Med en samfundsøkonomisk mere rimelig beskatning kunne vi have haft en bedre offentlig økonomi og have været bedre rustet til den økonomiske krise, sagde overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet til Politiken.

Det sorte guld

Siden 1993 har Danmark været selvforsynende og derfor nettoeksportør af både olie og gas, og selvom de danske oliefelter i et globalt perspektiv kun producerer omkring en halv procent af verdens samlede olie, har det været et par årtier med store indtægter.

I perioden 1972-2019 har staten ifølge Energistyrelsen modtaget næsten 541 milliarder kroner i indtægter alene fra olie- og gassektoren.

Nordsøen har været med til at skabe en helt ny industri med tusindvis af arbejdspladser, nye teknologier og samfundsafsmitninger. Ikke mindst i Esbjerg, der blev hjemby for de danske olieaktiviteter.

Olien har ifølge Morten Hahn-Pedersen givet så store indtægter til statskassen, at Nordsøen "har været en vigtig del af forudsætningen for det danske velfærdssamfund".

De seneste år er indtjeningen dog styrtdykket. Det kan forklares med, at produktionen er faldet, i takt med at de danske oliefelter er blevet ældre, og så har oliepriserne været faldende globalt set.

Snart er det hele slut.

Eventyrets sidste punktum

Boreplatforme i Nordsøen.

Sent om aftenen 3. december 2020 oplyste regeringen, at den aflyser den såkaldte ottende udbudsrunde, hvor olieselskaber kan byde ind på muligheden for at foretage nye boringer og undersøgelser i Nordsøen. Alle fremtidige udbudsrunder aflyses ligeledes, og der er sat en slutdato for olieudvindingen i 2050.

Forklaringen er udsigten til fortsat faldende indtægter samt målet om at reducere Danmarks CO2-udledning.

- Aktiviteterne fortsætter frem til da, men allerede fra omkring 2040 vil vi formentligt se, at der kommer færre investeringer og jobs i sektoren, siger Morten Hahn-Pedersen.

For A.P. Møller-Mærsk sluttede historien allerede i 2017. Rederigiganten solgte olieforretningen til franske Total og tjente 47 milliarder på handlen.