Coronavirus

1605 testet positive for coronavirus - vi er på vej i den forkerte retning, siger professor

Onsdag var antallet af ny-smittede på 1586, mens 266 var indlagt. 

1605 personer er konstateret smittet med coronavirus i Dannark det seneste døgn.

Det viser tal fra Statens Serum Institut. Yderligere seks personer er døde med coronavirus.

267 er nu indlagt med virussen, det er 1 mere end dagen før.

Onsdag var antallet af ny-smittede på 1586. Og det viser ifølge Hans Jørgen Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, at vi er på vej i den forkerte retning.

- Tallene fortæller, at det er vigtigt at følge de retningslinjer, vi allerede har - og også de nye retningslinjer, som er blevet indført. For eksempel når det gælder julehandlen, siger han og kalder de stigende tal for et skidt udgangspunkt at gå ind i julen med.

Møgbesværligt, men nødvendigt

Ifølge professoren kan det hænde, at der bliver indført yderligere restriktioner op mod jul, hvis ikke tallene vender.

Det er regeringen også klar til at gøre, slog sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fast på et pressemøde tirsdag, hvor han annoncerede nye restriktioner.

De nye restriktioner var primært rettet mod 17 hovedstadskommuner, hvor smitten er særlig udbredt, men der var også landsdækkende restriktioner, blandt andet krav om ensretning i forretninger på over 2000 kvadratmeter.

Hans Jørn Kolmos mener, at de stigende smittetal kan være et udtryk for, at folk rykker sammen indenfor og lader være med at droppe julefrokosterne.

- Det er møgbesværligt at følge alle retningslinjerne, men der er nok ikke meget andet at gøre, siger han.

Høj positivprocent

Torsdagens smittetal er det højeste, der indtil videre er registreret på ét døgn. Lørdag var der 1636 nye tilfælde, men det tal var baseret på tests for mere end et døgn.

Der er taget knap 78.000 coronaprøver det seneste døgn for at finde frem til de 1605 nye smittetilfælde.

Dermed har 2,06 procent af de testede vist sig at være smittede. Det er på niveau med positivprocenten fra de seneste to dage, som har været rekordhøj.

Og det er særlig den høje positivprocent, Kasper Iversen, der er professor og overlæge ved Københavns Universitet og Herlev-Gentofte Hospital, hæfter sig ved.

- Den peger i retning af, at det nok er fornuftigt, at man har indført nye anbefalinger i kommunerne med høj risiko, siger han til Ritzau.

28 i respirator

Af de 267 personer, der er indlagt med coronavirus, er 38 patienter i intensivbehandling. Heraf er 28 i respirator.

Det er ifølge Kasper Iversen ikke tal, der presser hospitalerne i bund, men det er dog vigtigt, at "vi holder det på det her niveau", siger han.

- Det er høje tal, men det er ikke tal, som betyder, at vi som samfund ikke kan fungere, eller at hospitalerne ikke kan fungere. Vi kan stadig gennemføre operationer, og vi kan stadig se patienter, der fejler andre sygdomme.