Coronavirus

Eksperter efterlyser flere restriktioner på uddannelsesområdet

Unge mellem 10 og 30 år driver smitten på landsplan, men mange af dem må stadig komme i skole. Det undrer eksperter.

Flere eksperter sidder tilbage med undren, efter at regeringen tirsdag fremlagde nye coronarestriktioner, der især er målrettet 17 kommuner i hovedstadsområdet.

Restriktionerne er bredt fordelt, men skrappere restriktioner rettet mod uddannelser er manglede, mener eksperterne.

Jeg havde gerne set kraftigere reaktioner i en kortere periode

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

En af de eksperter, der undrer sig, er Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør for Statens Serum Institut.

- De begrænsninger, der er i den sociale kontakt, er ikke tilstrækkelige til, at vi kan få bragt smittetrykket ned før jul, siger han til TV 2.

En anden, der også gerne havde set mere vidtgående restriktioner, er Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi.

- Jeg havde gerne set kraftigere reaktioner i en kortere periode, fortæller han til TV 2.

Hvorfor bliver skolerne ikke lukket?

Det er især på uddannelsesområdet, at de to eksperter efterlyser mere vidtgående indgreb.

- Jeg havde gerne set, at man havde lukket skolerne og gymnasierne og universiteterne måske 14 dage før, at juleferien begynder. Så kunne man få bragt smittetrykket ned før jul, siger Nils Strandberg Pedersen.

På undervisningsområdet har regeringen kun stillet et krav: Forbud mod undervisning på tværs af stamklasser i grundskolen.

Derudover er der en lang række opfordringer til skoler, gymnasier og videregående uddannelser.

Grundskoler, ungdoms- og voksenuddannelser anbefales at sikre, at al spisning foregår klassevist og ikke på fælles arealer.

Det anbefales, at fag med stor risiko for dråbesmitte på ungdoms- og voksenuddannelser, for eksempel idræt og musik, aflyses. Dog med undtagelse af fag, der afsluttes.

Her er de seks reelle krav

  1. Krav om færre kunder per kvadratmeter.
  2. Krav om skiltning i hele detailhandlen med antallet af personer, der maksimalt må lukkes ind.
  3. Krav om ensretning i stormagasiner, storcentre og butikker over 2000 kvadratmeter.
  4. Muligheden for at være 500 personer ved arrangementer med siddende deltagere indskrænkes.
  5. Muligheden for at være 50 personer under idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge under 21 fjernes. I stedet gælder nu forsamlingsforbuddet på 10 personer ved disse aktiviteter.
  6. Forbud mod undervisning på tværs af stamklasser i grundskolen.

Heunicke: Bliver eleverne hjemme, hvis skolerne lukker?

På et pressemøde tirsdag blev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) spurgt til, hvorfor regeringen ikke griber mere markant ind og for eksempel laver undervisning for unge udelukkende hjemmefra.

Men ifølge sundhedsministeren er de nye restriktioner lavet på baggrund af plusser og minusser.

- Bliver de hjemme, eller går de et andet sted hen og mødes? Hvis de går et andet sted hen, så er det skidt. Jeg siger også helt åbent, at vi kan komme med yderligere tiltag, hvis det bliver nødvendigt, svarede Magnus Heunicke.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Magnus Heunicke onsdag. Det er endnu ikke lykkes.

- Jeg har svært ved at forstå det

På de videregående uddannelser i de 17 kommuner anbefales de til at omlægge til digital undervisning og eksaminer, hvor det er muligt.

Derudover opfordres alle 15-25-årige i de 17 kommuner til at lade sig teste.

Virolog Allan Randrup Thomsen er glad for, at der er fokus på at få flere unge testet, men han forstår ikke den måde, som tingene bliver grebet an på.

- Jeg har svært ved at forstå, hvorfor de videregående uddannelser skal sendes hjem, mens de ældre klasser og gymnasier ikke skal. Hvis man går 25 mennesker op og ned ad hinanden 6 timer om dagen, som man gør i skoleklasse, har jeg svært ved at forstå, hvorfor man ikke kan smitte der, siger Allan Randrup til TV 2.

Derudover påpeger Allan Randrup, at selvom det er godt, at flere bliver testet, så kan det have begrænsende effekt, når eleverne stadig går i skole.

- Hvis testningen virkelig skal have effekt, så skal vi ikke have, at dem, der lige er testet negativ, går tilbage og bliver smittet af dem, der endnu ikke er blevet testet.

Nils Strandberg Pedersen er helt enig med Allan Randrup.

- Testene er et øjebliksbillede.

Unge driver smitten

For at forstå, hvorfor eksperterne har så stort fokus på restriktionerne på uddannelsesområdet - eller mangel på samme - skal man kigge på, hvem der bliver smittet med coronavirus i de her uger.

Tal fra SSI viser, at i løbet af de seneste 7 dage er 38 procent af de smittede unge mellem 10 og 29 år.

Samtidig viser forskning fra Aarhus Universitet, at de unge tager råd og restriktioner mindre alvorligt end resten af befolkningen.

- Lige nu ser hver enkelt ung dobbelt så mange venner og bekendte, som de ældre generationer, siger Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab, Aarhus Universitet til TV 2.

På tirsdagens pressemøde sagde direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at selvom smitten kører blandt unge, så sker smitten ikke nødvendigvis på uddannelsesinstitutionerne.

- Der er meget, der tyder på, at udbrud på uddannelsesinstitutioner måske ikke er den væsentligste driver for smittespredning, men at det mere er det sociale uden for skolen og så i familien. Men man kan ikke udelukke, at der sker smittespredning på uddannelsesinstitutionerne.

De nye restriktioner vil gælde fra 7. december og indtil 2. januar 2021.