Coronavirus

1586 nye smittede i Danmark det seneste døgn

Vi skal ikke meget højere op i indlæggelsestal, før vi kommer tilbage til situationen fra foråret, fortæller overlæge.

Der er registreret 1586 nye smittede i Danmark det seneste døgn.

I alt er 78.281 personer blevet testet, og 2,03 procent har fået et positivt testsvar.

Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Seks personer er døde i løbet af det seneste døgn, mens de var smittet med coronavirus. I alt har 852 personer nu mistet livet med coronavirus.

Antallet af indlagte fortsætter med at stige, og der er nu 266 personer indlagt. Det er 12 flere end tirsdag. Af de indlagte ligger 36 på intensiv, heraf er 27 i respirator.

Professor: - Epidemien er stadig aktiv

Henrik Nielsen, professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital vurderer, at "epidemien stadig er aktiv" baseret på de høje smittetal.

Han mener derfor, at de nye restriktioner, der blev meldt ud tirsdag, og som træder i kraft mandag, er fornuftige.

- De forskellige tidligere restriktioner, der har været iværksat den seneste måneds tid, afspejler sig desværre ikke i faldende kurver, siger Henrik Nielsen til Ritzau.

Derfor frygter han, at planlagte operationer igen må sættes på hold, ligesom vi så det i begyndelsen af epidemien.

- Vi skal ikke højere op i indlæggelsestal, før det for alvor kan mærkes på andre områder, og vi kommer tilbage til den situation, der var i foråret, siger han.

Ifølge Henrik Nielsen er det et spørgsmål om, at sundhedspersonale må omplaceres, så de kan tage sig af det stigende antal coronapatienter. Og der er ikke ekstra personale at hente:

- Det vurderer jeg, at vi nærmer os. Vi er i hvert fald ikke langt fra, at der kommer nogle konsekvenser, siger han.

Famler i blinde med smitteopsporing

Ligesom de seneste dage, er Tårnby i øjeblikket den kommune i landet, der har den højeste forekomst af personer smittet med coronavirus per 100.000 borgere.

Den såkaldte incidens er 394,8 i kommunen.

Ifølge Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, er problemet lige nu, at smitteopsporingsarbejdet er svært:

- Vi famler en lille smule i blinde for at sige det mildt, når det gælder, hvor restriktioner skal sættes ind, og hvor effektive de restriktioner er, siger han til TV 2.

Han foreslår, at man begynder at udspørge positivt testede personer for at danne sig et bedre billede over, hvor smitten sker. Han er dog sikker på, at den samlede pakke af restriktioner vil have en effekt.

- Men det er ikke sikkert, at alle tiltag er lige effektive, for eksempel kan jeg godt være i tvivl om, hvor stor en effekt de øgede tiltag i detailhandlen vil have, siger Allan Randrup Thomsen.