Nye restriktioner i 17 kommuner - se tal og grafer for de hårdest ramte
Hovedstadsområdet pålægges nu ekstra restriktioner. Få overblikket over smittesituationen i de hårdest ramte kommuner.
Efter en sommer med lave smittetal er det daglige antal bekræftede tilfælde lige nu væsentligt højere end i begyndelsen af coronapandemien.
Eksperter peger på, at det høje smittetal først og fremmest er udtryk for, at vi bevæger os ind i vinterhalvåret, men også for en blanding af øget opmærksomhed og forbedret evne til at teste befolkningen.
Men incidenstallet - altså antallet af smittede per 100.000 indbygger - er nået et så kritisk punkt i 17 hovedstadskommuner, at regeringen nu griber ind.
Derfor blev kommunerne tirsdag pålagt ekstra restriktioner fra 7. december.
Hvordan har coronasmitten udviklet sig i hovedstadsområdet, og hvor slemt står det egentlig til lige nu, hvis man kigger på tallene og graferne?
Herunder får du et overblik over situationen i de fire hårdest ramte hovedstadskommuner lige nu: København, Brøndby, Hvidovre og Tårnby. Statens Serum Institut udregner dagligt kommunernes incidenstal på baggrund af de seneste otte dage.
København
I København er smitten steget væsentligt siden 1. oktober, hvor det daglige antal nye smittede var omkring 60. I november har smittetallet været minimum 100 personer om dagen, og mange dage har det været over 200. København er den hovedstadskommune, der har det fjerdehøjeste incidenstal: 284,7 smittede per 100.000 indbyggere.
Ingen andre steder i Danmark er der ligeså mange smittetilfælde som i hovedstaden, hvor 15.143 personer er registreret positive for coronavirus. Samtidig er København dog også den kommune i Danmark, hvor der bor flest, og hvor flest bliver testet. Over en million test er blevet foretaget i København, mens Aarhus indtager andenpladsen for test med omkring 470.000.
I København har omkring 1,5 procent af de testede været positive for coronavirus.
Brøndby
Brøndby har registreret 1184 smittede med coronavirus, og kommunen har testet 57.237. Ligesom i København er antallet af daglige nye smittede steget siden sommeren, hvor Brøndby flere dage registrerede 0 coronasmittede.
Flere dage i november har vestegnskommunen haft flere end 20 nye smittede, og med det høje antal smittede i forhold til den lille befolkningsstørrelse er Brøndby den kommune i hovedstadsområdet, der har det tredje højeste incidenstal på 294,8 for de seneste otte dage.
Omkring to procent af de testede har været positive for coronavirus i kommunen. Men Astrid Iversen, der er professor i virologi og immunologi på Oxford University, udtalte til TV 2 i sidste uge, at positivprocenten er langt højere i visse områder på Vestegnen med tal helt oppe på 15-20 procent
Hvidovre
Hvidovre på Vestegnen har 53.527 beboere. 88.215 test er blevet foretaget i kommunen, hvoraf 1435 har vist sig at være positive. Den seneste uge fra mandag har man registreret 181 smittede, hvilket bringer Hvidovres incidenstal for ugen op på 303,5. Det er det næsthøjeste tal i hovedstadsområdet og det fjerdehøjeste i landet.
Omkring 1,6 procent af de testede i Hvidovre har vist sig at være positive for coronavirus. Men ligesom i Brøndby kan der være forskel på områderne, hvor positivprocenten nogle steder kan være højere end andre, ifølge eksperter.
Tårnby
Tårnby har det højeste incidenstal i hele Danmark den seneste uge. Det er væsentligt højere end de øvrige tre hovedstadskommuner på listen og ligger på 394,8.
I alt er 170 personer blevet registreret smittet den seneste uge, og dermed er Tårnby Kommunes samlede smittetal på 986 personer. Der bor 42.989 personer i Tårnby, og der er lavet i alt 63.574 test. Lidt over 1,5 procent af alle testede i Tårnby har været positive.
Et smitteudbrud på et plejehjem har været med til at sende Tårnby helt i top på listen over kommuner med flest smittede per 100.000 indbyggere. Mandag oplyste Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen (S), at 51 personer på et plejehjem var syge med covid-19.
Smitten i de 17 kommuner
Herunder får du et samlet overblik over, hvor andelen af smittede er steget mest den seneste uge i de berørte kommuner: