24-årig dropper sin familie og inviterer ensomme unge til juleaften
En af gæsterne er Jonas Rasmussen, der stod til at holde juleaften alene på sit bosted.
Nogle glæder sig mest til de brunede kartofler, andre glæder sig mest til gaverne under træet.
Men for nogle danskere er der ikke meget at glæde sig til juleaften.
Sådan var det for 20-årige Jonas Rasmussen, der havde udsigt til at holde jul alene på sit bosted i Næstved, indtil en invitation fra Esther Safir dukkede op.
24-årige Esther Safir har nemlig aflyst julen med sin egen familie for at invitere ensomme unge som Jonas Rasmussen til jul.
- Der er rigtig mange, der oplever en kæmpe ensomhed under corona, men generelt også i juletiden er det ikke alle, der er så heldige at have deres familie at holde jul med, fortæller hun i ‘Go’ aften LIVE’.
Esther Safirs fravalg af familien bygger blandt andet på, at hun altid kan se sin familie.
Og heldigvis bakker hendes familie op om hendes beslutning.
- Min far skrev i en besked til mig i dag, at han var stolt, men de kender mig. De ved godt, at hvis der er noget, jeg ser, som påvirker mig, så bliver jeg nødt til at gøre noget, lyder det.
Esther Safir har blandt andet fundet sine gæster gennem Røde Kors' side julevenner.dk, og så har hun selv skrevet et facebookopslag, hvor hun inviterer til juleaften hjemme hos hende.
Skulle holde jul alene
For Jonas Rasmussen var der indtil for få dage siden ikke meget at se frem til juleaften.
- Hvis Esther ikke havde inviteret, skulle jeg holde jul i min lejlighed alene og så bare få mad fra bostedet. Det gjorde jeg eksempelvis til nytår sidste år, fortæller han.
For ham er juletiden speciel, og hvert år besøger han julemarkedet på Strøget i København, spiser kage på konditoriet La glace og ser D’Angleterres julelys.
Men coronapandemien har aflyst mange af de juleaktiviteter, han så frem til, og det er svært:
- Jeg bliver mere og mere ensom, forklarer Jonas Rasmussen.
Og ifølge Røde Kors er der i år mange ligesom ham:
- I år opleves ensomhed værre for nogle, og vi hører også, at flere føler sig ensomme. Det skyldes coronaen, som gør, at vi ikke må være så mange sammen - og helst med nogle, vi er sammen med til hverdag, skriver de til ‘Go’ aften LIVE’.
Heldigvis har Jonas Rasmussen nu noget at se frem til 24. december. Nu skal han bruge ventetiden på at pynte op i lejligheden og tænke over, hvad han skal købe til pakkelegen hos Esther Safir.
Vi skal spise til vi ikke kan mere
For Esther Safir er der ikke planlagt meget omkring juleaften endnu.
- Jeg går ret meget op i, at det ikke er min jul. Dem, der melder sig til, får lov at sætte deres præg, og så vi finder ud af det sammen. Vi skal hvert fald danse om juletræet og forhåbentlig lave en lille pakkeleg, og så skal vi spise, til vi ikke kan spise mere, lyder det.
Det eneste, der er sikkert, er, at der selvfølgelig skal tages nogle coronaforbehold, inden de samles.
- Jeg tænker, at vi skal tale om, at alle lige bliver testet inden. Så har jeg nogle store altandøre, så vi kan lufte ud og spritte af, forklarer hun.
Lige nu får Esther Safir seks gæster på besøg juleaften, så der er fortsat plads til tre, lyder det.
Se interviewet med Jonas Rasmussen og Esther Safir i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY