Hus brudt i brand - mand reddet ud i sidste sekund
Der er sket store brandskader på et hus i Slagelse natten til mandag.
Natten til mandag er der sket omfattende brandskader på et hus på adressen Heimdalsvej 4 i Slagelse.
Det bekræfter vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi over for TV 2.
Politiet fik en anmeldelse om brand i huset i Slagelse klokken 01.16, hvorefter brandfolk rykkede ud til stedet.
- Huset var overtændt, og der er sket store brandskader. Det skal undersøges nærmere mandag, og vi kender ikke brandårsagen endnu, lyder det.
Reddet ud i sidste sekund
En 63-årig mand, der befandt sig alene i huset, da branden brød ud, blev sendt til tjek på skadestuen som følge af branden, men han er ikke kommet til skade.
- Manden kom ud i sidste sekund, oplyser vagtchefen.
Flere brandfolk har i løbet af natten forsøgt at bekæmpe ilden.
Billeder fra stedet viser, at store dele af taget på huset i Slagelse er gået op i flammer.