Samfund

Utilfredse lystfiskere skælder ud på sultne sæler: - De æder vores fisk

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

En stigende sælbestand får dyrene til at finde nye jagtområder, og det går udover lystfiskeres muligheder for fangst i blandt andet Ryå.

Ulrik Schou og sønnen Bertram er på vej på fisketur. De seneste år er det blevet til mange stunder på Ryås breder ved Aabybro for far og søn.

- Det er jo rigtig lækkert at komme ud og få de her gode oplevelser i naturen samtidig med, at der er den her lille gulerod i, at man har mulighed for at fange en fisk, siger Ulrik Schou.

Men der er efterhånden længere og længere imellem fisk der bidder på krogen. Og det har ifølge lystfiskerne alt at gøre med, at sæler trænger længere op i Ryå og æder af fiskebestanden.

- Særligt i år, hvor vi har registreret sæl i åen, har der været en betydelig tilbagegang i bestanden af fisk, siger Bertrams far.

Overflod af føde får sæler op i åerne

Sælerne svømmer op i åen fra dens udløb i Limfjorden og har let ved at finde føde i det smalle vandløb. Det har man også fokus på i lystfiskeriforeningen Sportsfiskersammenslutningen Nedre Ryå (SNR), som bruger en stor del af det nordjyske vandløb, når der skal fanges aborre og skaller.

- Der er ingen tvivl om, at sæler er bedre til at fiske end os almindelige lystfiskere, så de tager en stor del af fiskebestanden, siger Ole Troldborg, bestyrelsesmedlem hos SNR og lystfisker.

Ifølge en ekspert er sælbestanden vokset de seneste år.

- Der er blevet flere og flere sæler, og det er lang tid siden vi har haft sælpest, så vi har en høj sælbestand. Og så udnytter de jo selvfølgelig de føderessourcer, der er, siger Ivar Høst.

Han er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen.

- Ethvert dyr vil gøre så lille en indsats som muligt for at finde den mad, det nu skal have, og det gælder også sælerne. Så hvis der er lettilgængeligt føde oppe i åerne, så søger de derop, uddyber han.

Og mens snakken går mellem Ulrik Schou og Ole Troldborg på bredden ved Ryå, dukker dagens hovedperson pludseligt op.

Vil regulere bestanden

Der er også problemer i andre danske åer, og der er tidligere blevet givet tilladelse til at regulere sælbestanden, men for Sportsfiskersammenslutningen Nedre Ryå, har det ikke været muligt at få en tilladelse endnu.

- Det handler ikke om, at der skal skydes mange sæler, men det handler bare om, at man skal have lov til at regulere de sæler, der går så langt op i åen som hertil eller til Brønderslev, siger Ole Troldborg.

På den måde håber lystfiskerne fra Aabybro, at fiskeriet kan bestå i mange år.

- Jeg håber klart, at vi kan komme tilbage til det vi havde i sidste sæson, hvor der netop ikke er sæler i vores vandløb. Så vi kan komme ud og få en masse gode oplevelser med at fiske igen, siger Ulrik Schou.