Coronavirus

Topforsker om vaccine: - Jeg vil se videnskabelige resultater, inden jeg selv tager den

Flere lande forventer allerede at kunne vaccinere borgere mod Covid-19 i december. Men Danmark skal slå koldt vand i blodet, mener Jens Lundgren.

- Den næste måned bliver et rent eldorado for en forsker som mig.

Sådan lyder det fra Jens Lundgren, ​​​professor i infektionssygdomme, da han onsdag gæstede programmet 'Lippert' på TV 2 News.

Rundt om i verden sidder forskere som ham nemlig på spring, klar til at dykke ned i den enorme mængde data, der ligger bag de kommende coronavacciner.

På nuværende tidspunkt forventes det, at de tre vacciner - Pfizer/BioNTech, Moderna og Oxford/AstraZeneca - er klar inden jul.

Firmaerne bag melder selv om ganske få bivirkninger, mens samtlige vacciner har en meget høj effekt.

I hvert fald på den korte bane.

- Vi mangler at få fremlagt en masse rådata, som formentlig vil blive offentliggjort inden for de næste to måneder. Vi ved for eksempel ikke, hvor længe vaccinen beskytter os, og om der er fundet mere alvorlige bivirkninger, siger Jens Lundgren.

Samtidig understreger han, at det er gået meget hurtigt med at udvikle vaccinerne. Hvor det ofte tager mere end ti år, er de tre ovenstående vacciner blevet produceret på ganske få måneder. Derfor vil resultaterne også komme løbende, fortæller han.

- Når vi får de foreløbige resultater – og efterhånden som de bliver opdateret – kan vi som danskere bedre tage stilling til, om vi gerne vil have vaccinen.

- Jeg vil godt lige se de videnskabelige resultater, inden jeg selv tager den, siger Jens Lundgren.

- Slå koldt vand i blodet

Coronavaccinerne skal godkendes af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), men i sidste ende er det op til Lægemiddelstyrelsen at afgøre, hvornår de kan komme i distribution i Danmark.

Formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har meddelt, at en vaccine kan blive godkendt i EU allerede mod slutningen af december. Samme melding lyder fra blandt andre Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og den franske præsident, Emmanuel Macron.

Men direktøren i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, er mere forbeholden. Tirsdag udtalte han til Jyllands-Posten, at vaccinen formentlig kan blive godkendt i Danmark i løbet af første kvartal af 2021. Men kun "hvis alt går glat".

Og den udmelding bifalder Jens Lundgren:

- Vi skal slå koldt vandt i blodet. Lægemiddelstyrelserne – både nationalt og i EU-regi - skal lave uafhængige vurderinger af vaccinerne, inden de kommer på markedet. Det skal ske på et fuldstændig oplyst grundlag.

Risikogrupper og sundhedspersonale skal vaccineres først

Han er heller ikke i tvivl om, at Lægemiddelstyrelsen vil slå alarm, hvis de finder fejl og mangler i den mængde data, som udviklerne indleverer.

- Godkendelsesprocessen vil selvfølgelig også blive speedet op herhjemme, fordi der er en interesse i at få vaccinerne på markedet så hurtigt som muligt. Men i det her tilfælde vil det formentlig betyde, at man vil sætte ekstra kræfter ind. De forskellige instanser er meget grundige. De tjekker simpelthen data fra ende til anden.

Ældre- og sundhedsminister Magnus Heunicke udtalte tirsdag, at det vil være sundhedspersonale og personer i risikogruppen, som vil modtage de første stik.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at omtrent 568.000 - svarende til hver tiende dansker - er i risikogruppen.

Du kan se hele interviewet med Jens Lundgren i 'Lippert' på TV 2 Play.