Coronavirus

Kommune sætter medarbejdere i karantæne uden løn, hvis de krydser grænsen

Selvom der var stort flertal for tiltaget i kommunens økonomiafdeling, var begejstringen ikke udelt. Kritiker kalder det mangel på tillid.

Et flertal i Tønder Kommune vil forhindre sine medarbejdere i at krydse den tyske grænse.

De vil komme i tvungen karantæne, hvis de alligevel skulle gøre det. Og uden løn.

Det skriver JydskeVestkysten.

Hvis en af de omkring 3800 medarbejdere, som er ansat ved kommunen, alligevel skulle besøge et højrisikoland som eksempelvis Tyskland til en ikke-nødvendig tur - for eksempel for at købe billige øl og sodavand i grænsehandlen eller besøge familie – stilles der fra kommunens side krav om, at man skal gå i karantæne ved hjemkomst.

Men man har ikke ret til løn i perioden.

- Vi har fulgt denne linje med opfordringer fra centralt hold i Tønder Kommune hele vejen igennem. Og det er også det, vi gør her. I rejsevejledningerne står der, at man fraråder at rejse til højrisikolande, og hvis man gør det, opfordres man kraftigt til at gå i karantæne, siger Henrik Frandsen, stifter af partiet Tønder Listen.

- Rejser man ned (til Tyskland, red.) og laver noget, der ikke er anerkendelsesværdigt og skal i karantæne, er det ikke retfærdigt, at arbejdsgiver skal betale løn i perioden.

Forventer politisk opbakning

Et stort flertal i grænsekommunens økonomiudvalg bakker op om den skrappe linje, og forventningen er, at det også vil møde samme politiske opbakning på torsdag, hvor kommunalbestyrelsen skal diskutere det.

Henrik Frandsen mener ikke, at kommunen strammer reglerne. Han sammenligner det med nedlukningen i Nordjylland i forbindelse med frygten for cluster 5. Der opfordrede man borgerne til ikke at krydse kommunegrænsen, og det efterlevede man, siger han.

- Det er den måde, vi har gjort det på hele vejen gennem coronakrisen. Det, der er nyt, er, at folk begynder at være trætte af corona og derfor peger på, hvad der kun er opfordringer og ikke lovkrav, siger han.

Ifølge avisen gælder kravet ikke, hvis man er grænsependler, eller hvis man har et anerkendelsesværdigt formål i udlandet – som for eksempel et lægebesøg.

Udenrigsministeriets og Sundhedsstyrelsens anbefalinger for, hvordan man skal holde sig, når man kommer hjem fra et udlandsophold i et orange land i øjeblikket, er, at man "kraftigt opfordres til" at selvisolere sig i 14 dage.

LA-politiker stemte mod

Karantænekravet møder dog ikke uforbeholden opbakning.

Claus Hansen (LA) stemte som det eneste medlem af økonomiudvalget mod tiltaget.

- Jeg synes, at man skal følge myndighedernes anbefalinger, men jeg synes ikke, at vi skal skærpe dem. I særdeleshed i henseende til, at vi er en grænsekommune. Jeg synes, vi skal have tillid til vores medarbejdere og tillid til, at de bruger deres sunde fornuft. Vi skal ikke true, siger Claus Hansen til JydskeVestkysten.

Det var også Claus Hansens skepsis, der medvirkede til, at kommunalbestyrelsen skal drøfte kravet torsdag. Men hvis kommunen beslutter ikke at holde fast i kravet om karantæne, har borgmester Henrik Frandsen et modkrav:

- Hvis vi skal stoppe med at efterleve myndighedernes rejsevejledninger, vil jeg have en politisk beslutning på det.