Eksperter bekymres over stigende coronasmitte: Julen bliver anderledes i år
Søndag udløber forsamlingsloftet. Flere eksperter vurderer over for TV 2, at coronarestriktionerne derfor forlænges eller strammes endnu mere.
Det går den forkerte vej med coronasmitten i Danmark.
Tirsdag var der 1220 nye smittede det seneste døgn, og kontakttallet er på 1,1, hvilket vil sige, at smitten igen stiger i Danmark.
Og den udvikling bekymrer flere eksperter.
En af dem er Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.
- Vi har ligget på et for højt smittetryk den seneste tid, og det betyder, at der er potentiale til, at smitten kan accelerere, som vi har set det i andre lande, siger Jens Lundgren til TV 2.
- Derfor skal vi tage denne situation meget alvorligt og blive ved med at stramme os an, som vi gør nu.
Jens Lundgren bakkes op af Allan Randrup, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.
- Der er tendenser, som bekymrer mig og andre eksperter. Det er ikke noget katastrofescenarie, men vi havde gerne set et fald, siger han til TV 2.
Eksperter: Julen bliver anderledes i år
Flere af de nuværende restriktioner og anbefalinger udløber på søndag 22. november:
- I Danmark er der netop nu et forsamlingsloft på 10 personer. Ved udendørs begravelser og bisættelser er det dog 50 personer.
- Myndighederne anbefaler, at man maksimalt forsamles 10 personer i private hjem.
- Myndighederne anbefaler, at man har social kontakt med maksimalt 10 forskellige personer ud over ens egen husstand, arbejde, skole og fritidsaktiviteter.
De øvrige coronaregler og -anbefalinger, som gælder frem til 2. januar 2021, kan du se i en oversigt fra TV 2 her.
Men de skrappere restriktioner, der blev sat i søen i slutningen af oktober, har kun stabiliseret kurven og ikke sendt smitten på tilbagetog.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har endnu ikke sagt, om de bliver forlænget, men med den stigende smitte er begge eksperters forventning, at restriktionerne som minimum fastholdes og måske endda strammes.
- Jeg har svært ved at se restriktioner blive lettet. Vi har ikke set det fald, vi havde forventet, og det er bekymrende og antyder, at vi er nødt til at tage yderligere værktøjer i brug, siger Allan Randrup fra Københavns Universitet.
Statens Serum Institut er netop nu ved at spørge smittede danskere, hvor de tror, de blev ramt af corona. Og det er vigtig viden i forhold til at afgøre, hvor nye restriktioner er mest effektive.
Jens Lundgren fra Rigshospitalet understreger, at julen ikke er aflyst, men at den kommer til at se anderledes ud.
- Jeg tror, vi skal begynde at snakke om de sammenkomster, vi gerne vil have i december og nok nytænke det koncept, siger han.
- Realistisk set er det jo svært at holde de julearrangementer, vi alle sammen holder så meget af. Men så kommer vi formentlig og forhåbentlig tilbage til traditionerne næste jul.
Statsministeren lover svar
I en live-sending på Facebook sagde statsministeren tirsdag, at regeringen senest søndag vil fortælle, hvilke corona-restriktioner, der kommer til at gælde i de næste uger.
- Vi skal tættere på julen, før vi tør udtale os meget præcist om, hvad det er, der kommer til at gøre sig gældende, sagde Mette Frederiksen.
- Men allerede nu kan jeg sige, at der ikke er noget, der tyder på - hverken i Danmark eller i Europa - at vi står et meget, meget godt sted, når vi når 24. december.