Coronavirus

200 ansatte smittet med corona på minkpelserier på en uge

Styrelsen oplyser ikke, hvor de pågældende minkpelserier ligger i landet.

Der er den seneste uge fundet over 200 smittetilfælde blandt ansatte på seks minkpelserier i Danmark.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

- Smitteopsporingen arbejder på højtryk for at bryde smittekæderne, skriver styrelsen.

De seks minkpelserier er alle i de tre regioner vest for Storebælt, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til Ritzau.

Pelseri-formand: - 80 testet positiv

Svend Pedersen er formand for Sydvestjysk Pelscenter, der har 180 ansatte.

Han bekræfter, at en række af hans medarbejdere er testet positiv.

Han stiller sig dog skeptisk over for testresultaterne.

- 80 er testet positiv, men heriblandt er der også folk, der aldrig er blevet testet. Jeg har kendskab til mindst en, hvor det er tilfældet, siger Svend Pedersen.

Ifølge ham er testresultaterne ikke til at regne med, og derfor er der blevet foretaget omtests af flere af de ansatte.

Pelscenter Vestjylland beliggende i Lemvig bekræfter over for TV 2, at 25 ud af 50 ansatte her er smittet med coronavirus.

Alle mink skal aflives

Der er i øjeblikket et stort arbejde i gang med at aflive alle landets mink, fordi regeringen har besluttet, at de udgør en for stor sundhedsrisiko.

Statens Serum Institut har påpeget en risiko for spredning af en muteret udgave af coronavirussen. Samtidig er mere end fjerdedel af farmene i Danmark ramt af smitte blandt minkene.

Minkavlerne må ikke bruge pelsen fra mink, som har været på en smittet farm, eller hvis deres farm ligger op til 7,8 kilometer fra en minkfarm, hvor der er fundet coronavirus.

Derimod er der ifølge Fødevarestyrelsen ikke noget til hinder for at pelse minkene, hvis farmen ligger uden for sikkerhedszonen på 7,8 kilometer.