Udbrud af fugleinfluenza i Danmark - 25.000 dyr aflives
Eksporten af æg, fjerkræ og fjerprodukter til visse markeder uden for EU vil nu stoppe i mindst tre måneder som følge af internationale aftaler.
25.000 høns skal aflives, fordi en besætning nær Randers er ramt af den alvorlige fugleinfluenza H5N8.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Et udbrud af fugleinfluenza i tambesætninger er særdeles alvorlig for besætningen og en trussel for alle ejere af fjerkræbesætninger, for sygdommen har en høj dødelighed, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsen, John Larsen.
Det er prøver fra Statens Serum Institut, der mandag eftermiddag har vist, at en hønsebesætning i Tustrup ved Randers er ramt af fugleinfluenza.
Udbruddet kommer, en uge efter at der blev konstateret fugleinfluenza i vilde fugle på spredte lokaliteter fra den tyske grænse i syd til Aalborg i nord, skriver Fødevarestyrelsen.
Eksport til visse lande sat på hold
Eksporten af æg, fjerkræ og fjerprodukter til visse markeder uden for EU vil nu stoppe i mindst tre måneder som følge af internationale aftaler. Handlen mellem EU-lande fortsætter som hidtil.
Fødevarestyrelsen vil stå for aflivningen af de smittede høns.
- Vi afliver den smittede besætning for at forebygge smittespredning og opfordrer fjerkræavlere i hele landet til at tage alle nødvendige forholdsregler. Det er blandt andet vigtigt, at de beskytter deres fjerkræ mod vilde fugle med overdækning og tag, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsens, John Larsen.
Der er ikke rapporteret om smitte til mennesker med den type af fugleinfluenza.
Professor: Alvorlig situation
Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær virologi ved Københavns Universitet, kalder det en "alvorlig situation".
- Det er første gang nogensinde, at fugleinfluenza, H5N8, rammer en kommerciel besætning. De seneste år er vildfugle og hobbybesætninger blevet ramt. Men ikke kommercielle besætninger, siger han.
Myndighederne tester i øjeblikket fugle i hele landet.
Fødevarestyrelsen oplyser, at der vil blive etableret en trekilometerzone rundt om den smittede farm i Tustrup. Her vil alle fjerkræsbesætninger blive underlagt særlige restriktioner. Desuden vil vilde fugle og fjerkræsbesætninger bliver overvåget intensivt i en tikilometerzone, skriver Fødevarestyrelsen.
- Det er alvorligt for eksporten, og det er en smertefuld død for fuglene. Desuden er der risiko for, at det spreder sig til andre besætninger. Man ved ikke, hvordan kommercielle besætninger er blevet ramt, for de er lukket inde og i øvrigt i fin sikkerhed, siger Lars Erik Larsen.
Udbrud i flere lande
De belgiske myndigheder beordrede søndag alle fjerkræavlere og fugleejere til at holde deres fugle indespærret på grund af udbrud af fugleinfluenza.
Fugleinfluenza har spredt sig i Vesteuropa i de seneste måneder efter udbrud i Rusland og Kasakhstan i sommer.
Der er ligeledes fundet tilfælde af virussen i Frankrig, Holland, Tyskland og England.