Coronavirus

Regeringen forlænger bonusfrist uden lovgrundlag: - Stærkt kritisabelt, siger juraprofessor

Regeringen forlænger ordning, der skal belønne avlere, som effektivt slår deres mink ned. Men juraen er ikke på plads.

Landets minkavlere har fået tre dage mere til at slå deres minkbesætninger ned og fortsat få del i regeringens såkaldte tempobonus.

Den betyder, at minkavlere i syv nordjyske kommuner får 30 kroner ekstra per mink, som de har aflivet inden 19. november.

I resten af landet modtager avlerne 20 kroner ekstra, hvis de slår deres mink ned inden 19. november.

Regeringen har dog fortsat ikke sikret sig hjemmel til at udbetale en bonus til minkavlerne.

Det kalder professor i forvaltningsret Sten Bønsing for mærkeligt og "stærkt kritisabelt".

- Det må være sådan, at det bærende retsprincip er, at man har et lovgrundlag, for det man gør. Det er derfor, man vælger et folketing og har lovgivning i Danmark. Enten har man en lov, hvor der står, at man får udbetalt en bonus, eller også har man det ikke, siger Bønsing.

Opposition: - Stop med at presse avlere

De blå partier i Folketinget sendte søndag et åbent brev til statsministeren og fødevareministeren.

Her kritiserer de i skarpe vendinger, at regeringen ikke har trukket turbobonussen tilbage, når der ikke er hjemmel til at udbetale en sådan.

De vil derfor have aflyst tidsfristen for hurtig aflivning af mink:

- Det er svært ikke at se som et bevidst forsøg fra regeringen på at få aflivningen af alle mink presset igennem, at regeringen efterlader avlerne med denne tvivl og dermed ansporer dem til at gennemføre aflivningen så hurtigt som muligt, skriver de blå partier.

Pelsavlerforening: - Noget rod

Regeringen kalder bonusordningen, som minkavlerne har udsigt til, for "et vigtigt element i strategien om at aflive alle danske mink".

Minkavlerne selv karakteriserer dog ordningen lidt anderledes - nemlig som "noget rod".

I hvert fald hvis man spørger formand i Midtjyllands Pelsavlerforening, John Vagn Papsø.

Ifølge ham vidner forlængelsen af fristen om, at der ikke er styr på noget som helst.

- De sidste ni døgn har vi brugt på at tilrettelægge, hvor mange dyr vi skulle aflive. Pludselig kan vi se, at vi får tre døgn ekstra. Det er noget forfærdeligt rod. Jeg ved ikke, om de er klar over, hvordan de behandler os, siger han.

Papsø mener, at minkavlerne har vist samfundssind ved at aflive deres dyr uden at vide, hvad de får i erstatning, og krydser derfor fingre for, at regeringen snart lander en aftale om kompensation.

Minkavlere skal ikke frygte for erstatning

Selvom lovgrundlaget ikke er på plads, skal minkavlerne ikke frygte for deres bonus.

Det vurderer Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet.

Han påpeger, at minkavlerne potentielt vil kunne få medhold ved domstolene til tempobonussen, fordi de har haft "en berettiget forventning om den".

Sten Bønsing er heller ikke bekymret for minkavlernes mulighed for erstatning, selvom der altså ikke er noget lovgrundlag.

- Staten må være erstatningsansvarlig for at have truffet en ulovlig beslutning og givet et tilsagn, de ikke har ret til. Men det er meget risikofyldt for de ministre, der kan blive straffet for at have sat de her ulovlige initiativer i gang, siger Bønsing.

Ud over fartbonussen får minkavlerne også et beløb per mink, der lyder på mellem 141,30 kroner per minkhvalp og 165,40 kroner per avlshun.