Coronavirus

Nye rejsevejledninger: For høje smittetal i yderligere to norske regioner

På grund af karantæneregler fraråder Udenrigsministereriet unødvendige rejser til hele Norge.

I yderligere to norske regioner er smittetallet med coronavirus så højt, at Udenrigsministeriet ændrer de to regioners farve fra gul til orange på deres rejsevejledning.

Det betyder, at alle unødvendige rejser til regionerne Rogaland, Troms og Finnmark frarådes.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

I alt er seks af Norges 11 regioner nu orange, men selvom fem regioner stadig er gule, fordi smittetallene ikke anses for at være for høje, fraråder Udenrigsministeriet stadig rejser til hele Norge.

Det skyldes, at der er karantæne for rejsende fra Danmark og Færøerne.

Udover Norge og Sverige fraråder Udenrigsministeriet også stadig alle ikke-nødvendige rejser til praktisk talt alle lande inden for EU/Schengen og Storbritannien.

Kun Vatikanet er det muligt at rejse til, men man skal være ekstra forsigtig, hvis man gør det.

Finland opfylder ligesom Vatikanet kriterierne for smittetal, men som følge af indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark er landet orange, og der frarådes alle ikke-nødvendige rejser.

Fra på lørdag 14. november klokken 00.00 vil det kræve et anerkendelsesværdigt formål at indrejse i Danmark for personer med bopæl i alle lande i EU, Schengen og Storbritannien med undtagelse af Finland og Vatikanstaten, som anses for ”åbne”, oplyser Udenrigsministeriet.