Samfund

Kåre Mølbak går på pension midt i pandemien

Kåre Mølbak har været faglig direktør i Statens Serum Institut siden 2017. Ifølge Mølbak var pensionen planlagt på forhånd.

Midt i en af historiens absolut største kriser meddeler faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, at han går på pension 31. januar 2021. Det oplyser seruminstituttet i en pressemeddelelse. Henrik Ullum overtager opgaverne.

Henrik Ullum tiltræder som direktør allerede i december og skal lede instituttet i parløb med Tyra Grove Krause, der er afdelingschef for Statens Serum Instituts afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse

- Det er ikke nogen ny beslutning. Det har altid været min plan at gå fra på et tidspunkt, hvor jeg stadig har mange gode år foran mig, udtaler Kåre Mølbak, der fyldte 65 år i september.

Kåre Mølbak blev i rekordfart et navn på danskernes læber, da han sammen med Søren Brostrøm blev frontfigur for sundhedsmyndighedernes indsats mod coronavirus-pandemien.

Blå Bog: Kåre Mølbak

Født 1955.

Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1985.

Faglig direktør i infektionsberedskabet i Statens Serum Institut (SSI) siden 2017.

Professor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universtitet, afdeling for fødevaresikkerhed og zoonoser. 

Her tidligere bestredet flere stillinger i SSI: afdelingschef for infektionsepidemiologi og forebyggelse, overlæge på epidemiologisk afdeling og afdelingslæge i afdeling for epidemiologisk forskning.

Klide: Altinget.dk

Går sine egne vej

Som den øverste epidemiolog i Danmark har Kåre Mølbaks rolle under pandemien ikke været til at tage fejl af.

Han har både været et godt fundament for regeringen at klynge sig fast til, når oppositionen og befolkningens tiltro til restriktionerne begyndte at vakle, men han har også været villig til at undsige sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Blandt andet afviste Danmark tilbage i begyndelsen af pandemien en masse testkit fra Sydkorea, og på trods af, at det var en upopulær beslutning, stod Kåre Mølbak fast.

– Det, vi kunne få leveret fra Sydkorea, er ikke det, vi har brug for nu, lød det fra Mølbak i et interview på P1.

Han kom også i modvind 19. marts, da han udtalte, at alle børns legeaftaler burde aflyses. Det fik Sundhedsstyrelsen til at gå i rette med ham allerede dagen efter.

Med andre ord har Kåre Mølbak ofte sagt sin mening og er af samme grund nogle gange endt i modvind.

Slog på trommen for flokimmunitet

Det skete blandt andet i april, da han begyndte at tale varmt om muligheden for at opbygge flokimmunitet mod coronavirus i Danmark - meget ligesom den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell.

Det ville kræve, at cirka 60 procent af befolkningen blev smittet, men kunne ifølge Kåre Mølbak være en løsning for at stoppe pandemien.

Det mødte stor modstand fra blandt andet andre forskere, der advarede mod, at Kåre Mølbaks forslag om flokimmunitet kunne resultere i "megen sygdom og død", samt at det ville tage op mod fem år.

Derudover kom der prompte et modsvar på Kåre Mølbaks udmelding fra statsminister Mette Frederiksen (S), der understregede, at Danmark ikke arbejder med en strategi, der indebærer flokimmunitet.

Manden bag modellerne

Kåre Mølbak er uddannet læge og har haft flere stillinger i Statens Serum Institut, inden han i 2017 blev direktør for instituttets såkaldte infektionsberedskab. I den rolle er han blandt andet ansvarlig for det operationelle beredskab ved udbrud, som det vi befinder os i nu med coronavirussen.

Det involverer blandt andet at spå om, hvordan virussen vil sprede sig og udvikle sig på baggrund af data og avancerede matematiske modeller.

Sammen med en ekspertgruppe regner han på, hvordan de forskellige strategier for håndtering af coronavirus vil udmønte sig i virkeligheden.

Ifølge den tidligere administrerende direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, er Kåre Mølbak en af de allerbedste i verden på sit felt. De to har arbejdet sammen igennem en lang årrække i instituttet.

- Han er en international kapacitet. Han er manden bag mange overvågningssystemer, vi nyder godt af i Danmark, sagde Nils Strandberg Pedersen til TV 2 i april.