Statsministeren lovede minkavlere bonus, men igen er der ikke lovhjemmel, siger lektor
Minkavlere kan ikke regne med at få den bonus, de er blevet lovet, siger lektor.
Landets minkavlere er blevet lovet en ekstra tempobonus på 20 kroner per mink, hvis de afliver deres besætninger hurtigt.
Men regeringen har ikke hjemmel i loven til at give en bonus, fastslår Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet.
- Fødevarestyrelsen har lovet en erstatning på et tidspunkt, hvor der ikke var lovregel til det, siger han til TV 2
Bonussen er blevet lovet minkavlere, der får tømt deres besætninger inden for ti dage – dog fem dage for besætninger der har færre end 7500 dyr.
Løftet kommer både fra statsminister Mette Frederiksen (S), ligesom Fødevarestyrelsen skriver om den på sin hjemmeside. Men der mangler altså en ”egentlig lovmæssig garanti”, siger Kent Kristensen.
Potentiel medhold ved domstol
Og det bakkes op af Sten Bønsing, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet:
- Der er ingen tvivl om, at udbetalingen af sådan en bonus kræver lovhjemmel, og det er der ikke i øjeblikket.
- Det er noget, man er opmærksom på og forhandler om, men som landet er nu, kan man ikke udbetale, og man kan ikke love, at man vil udbetale tempobonus. Det kræver et flertal i Folketinget, siger han.
Kent Kristensen peger dog på, at minkavlerne potentielt vil kunne få medhold ved domstolene til tempobonussen, fordi de har haft ”en berettiget forventning om den”.
Minkavler fortsætter
Jens Jensen er minkavler i Ørbæk på Fyn.
Han forventer at få bonussen, som regeringen har lovet ham, trods den manglende lovhjemmel.
- Vi arbejder døgnets 24 timer. Når vi har så stram og hård en deadline til at slå vores mink ned, forventer jeg også, at tempobonussen, som er 1,6 millioner for mit vedkommende, står på min bankbog tirsdag morgen, siger Jens Jensen.
Og den manglende lovhjemmel får ikke minkavleren til at sænke farten på aflivningen.
- Jeg fortsætter, for jeg har ikke hørt Mette Frederiksen sige andet, siger Jens Jensen.
Anden manglende lovhjemmel
Tidligere på ugen kom det frem, at regeringen heller ikke har lovgrundlag til at kræve alle mink i Danmark slået ned.
Problemet med udmeldingen er, at den lov, man bruger til at beordre minkene slået ned, ikke dækker alle mink. Den dækker kun smittede besætninger samt besætninger inden for en radius af knap otte kilometer - den såkaldte sikkerhedszone.
Alligevel gik mange af landets 800 minkfarmere i gang med at aflive deres besætninger.
Det har skabt røre, og partierne i blå blok mener, at fødevareminister Mogens Jensen (S) bør gå af efter det, de beskriver som en vaskeægte skandale.
Mogens Jensen skal onsdag i samråd om håndteringen af coronasmitte blandt mink og minkbranchens fremtid onsdag 13.00.