Coronavirus

Lige under 1000 registreret smittet det seneste døgn

Professor er "forsigtig optimist" over dagens tal, siger han.

994 danskere har i løbet af de seneste 24 timer fået konstateret covid-19.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Det er et fald i forhold til tirsdag, hvor der blev registreret 1066 smittede. Og de tal viser, at udviklingen er nogenlunde stabil.

Sådan siger professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos:

- Dagens tal viser, at der er en fornuftig udvikling i gang. Nu er det lykkedes at komme under 1000 et par af de seneste dage. Men én svale gør ingen sommer, så jeg vil gerne se det lidt flere dage, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2.

Ifølge professoren kan tallene tyde på, at de intensiverede forholdsregler ser ud til at virke.

Også stabile indlæggelser

Antallet af indlagte stiger en smule, da der nu er registreret 216 indlagte.

Heraf er 40 indlagt på intensive afdelinger og af dem ligger 22 i respirator.

Det er højere tal, end vi har set de seneste måneder, men der er langt til 1. april, hvor der var 535 indlagte, og tallene er ikke steget eksplosivt, siger Hans Jørn Kolmos:

- Det virker også stabilt. Midt i pandemien ser det faktisk fornuftigt ud. Det er jo en mindre del af dem, der indlagt, der er på intensive afdelinger, og det ved vi jo godt, men det er ikke skræmmende højt, så det er også positivt.

Hans Jørn Kolmos understeger, at han også gerne her ser flere dage, hvor tallene er stabile, men han er "forsigtig optimist", lyder det.

Fra tirsdag til onsdag er der desuden foretaget 77.523 test.

Onsdag er der desuden registreret tre døde.