Sofie Lindes far fik hende overbevist om at holde talen - moren advarede mod reaktionerne
Talen, der genstartede MeToo-debatten, er udnævnt til "Årets Danske Tale".
- Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere, lød det fra en "stor tv-kanon" til en 18-årig Sofie Linde.
De samme ord gengav hun 13 år senere - 26. august 2020 - fra scenen til årets 'Zulu Comedy Galla' i en tale, der har genstartet MeToo-debatten, resulteret i vidnesbyrd fra kvinder i en lang række brancher og ført til flere profilerede politikeres afgang.
Nu fortæller Sofie Linde for første gang om sine overvejelser op til det øjeblik, hun stillede sig på scenen i Operaen - blandt andet, at hun flere gange var tæt på at lade være med at adressere problemerne med sexisme og seksuelle krænkelser.
Anledningen er, at talen har fået prisen som "Årets Danske Tale".
"Nu var scenen min"
Da Sofie Linde fik at vide, at hun skulle være vært - som den anden kvinde nogensinde - på 'Zulu Comedy Galla', fik hun mulighed for at gøre noget, hun aldrig havde kunnet før, fortæller hun i takketalen.
- Det ville blive første gang i min karriere, at jeg ville få en mikrofon, hvor jeg i høj grad selv kunne bestemme, hvad jeg gerne ville sige. Nu skulle jeg ikke stå i en format-kasse og forklare regler og sørge for, at tiden blev overholdt, siger Sofie Linde:
- Nu var scenen min.
Hun ville bruge den uvante, frie taletid på noget, der var større end hende selv, men samtidig var særligt kraftfuldt, fordi det tog udgangspunkt i hende selv. Det var noget, hun havde oplevet og overvejet hele sit liv: Forskellen på kvinder og mænd og feminisme.
Talen blev skrevet i Sofie Lindes have. Den var svær at skrive og antog flere forskellige former - både kortere, længere, sjovere, vredere - inden det sidste punktum blev sat efter generalprøven på showet.
Et opkald fejede tvivlen væk
Sofie Linde vendte flere gange talen og de dertilhørende bekymringer og overvejelser med sine forældre. Hendes mor var bekymret:
- Du har ret og ret til at sige, hvad du mener, men du skal vide, at man ikke kan tale om de her ting uden at få en kindfed bagefter – det skal du bare vide, lød det blandt andet fra hendes mor.
Sofie Linde skubbede de velmenende bekymringer hen, for "hvor slemt kunne det være?".
Men dagen inden showet ramte tvivlen hende igen - havde hun ret til at ødelægge den gode stemning? Var 2020 ikke slemt nok i forvejen?
Hun fortæller i takketalen, at hun ringede til sin far. Han talte om forpligtigelsen til at forsøge at ændre noget, når man reelt har muligheden for det:
- Hvis du skal tage en kindfed for at andre kvinder med lidt mere ro i maven kan sige fra - so be it. Det kan du da godt? Det har du da styrken til? Det kan også være, at der ikke sker en skid, men så prøvede du, lød det i den anden ende af røret.
Og så var det afgjort. Sofie Linde holdt talen, fik et par kindfede, men der skete i høj grad også en skid.
En årsag til motivationen
Tv-værten nævner særligt én grund til, at hun ville tale om MeToo og sexisme: Hendes døtre. Både hendes toårige datter, Trine, og hendes ufødte barn.
- Det handler om, at man som forældre skal hjælpe med at brolægge den sti, som ens barn på et tidspunkt skal sendes ned af. Alene, siger Sofie Linde.
Når hun nu ser tilbage på efterspillet og alt det, talen har sat i gang, er missionen lykkedes. Hun er glad for, at hun ikke blev holdt tilbage af frygt for at være skinger, hysterisk eller krænkelsesparat.
- Talen står for mig som et symbol på, at man kan ændre noget ved at ødelægge den gode stemning - men den står i høj grad sammen med – og ved siden af - en masse kvinder, der ønsker at brolægge en sti, som vil være lettere at gå på for kvinder fremadrettet, siger Sofie Linde.
Kjolen på museum
Juryens begrundelse for at udnævne talen som den vigtigste i år var blandt andet, at "ingen var i tvivl om hendes budskab, og ingen var uberørt af hendes måde at fremføre det på".
Budskabets styrke har så sent som i dag skabt endnu en efterdønning af den nye MeToo-bølge, der ramte Danmark: Der er landet en ny rapport, der fastslår, at hver anden kvinde og hver fjerde mand har haft uønskede seksuelle oplevelser i film-, tv- og teaterbranchen.
Ud over at talen nu kan bryste sig at være prisvindende, er den lilla kjole, Sofie Linde havde på under 'Zulu Comedy Galla', blevet en del af samlingen på Nationalmuseet.
Læs hele Sofie Lindes tale fra 'Zulu Comedy Galla' her.