Billeder viser bunker af døde mink på landevej

Det er ikke første gang, at en lastbil har tabt døde mink på vejen. Vi skal advare mod stærke billeder i artiklen.

Tirsdag aften kom Pernille Lambertsen kørende i sin bil i Nordenskov i Sydvestjylland nord for Esbjerg, da hun opdagede, at der lå bunker af døde mink på vejen.

Hun stoppede bilen og tændte havariblinket, for at andre biler ikke skulle køre ind i dem.

- Der lå tusindvis af døde mink. Modkørende sagde, at de lå hele vejen fra Nordenskov til Ølgod, fortæller Pernille Lambertsen til TV 2, der alarmerede politiet, efter hun havde opdaget de døde mink.

Strækningen mellem Nordenskov og Ølgod er cirka 20 kilometer.

Andre billeder viser døde mink på en vej i Tistrup, der ligger cirka 10 kilometer fra Nordenskov.

De døde mink blev senere fjernet, og natten til onsdag var vejen igen farbar.

Skete også lørdag

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver onsdag på Twitter, at en bilinspektør har undersøgt køretøjet, der tabte minkene. De foreløbige undersøgelser viser ifølge politiet, at det var en teknisk fejl på køretøjet, der var skyld i episoden.

- Det er vigtigt at understrege, at det IKKE drejede sig om Coronasmittede mink, men om raske mink, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det er ikke første gang, en lastbil har tabt døde mink på vejene.

Lørdag aften tabte en lastbil en større mængde døde mink på motorvejen på strækningen fra Haverslev til Randers Syd.

Mink tabt på vejene lørdag aften.

Lastbilen var på vej til et forbrændingsanlæg i Randers, da den tabte kadaverne.

Nogle af minkene lå på en måde, så de var til fare for trafiksikkerheden, og politiet advarede derfor bilister om at være ekstra opmærksomme, sætte hastigheden ned og køre forsigtigt.

Chaufføren, der førte lastbilen, blev efterfølgende lokaliseret ved forbrændingsanlægget. Han blev sigtet for ikke at have sikret læsset ordentligt.

Video viser en levende mink blandt døde

Efter regeringen i sidste uge meldte ud, at alle mink i Danmark skal aflives for at forhindre spredning af muteret coronavirus, har billeder af døde, rådnende mink floreret.

Desuden har en video vist en levende mink, som ligger blandt døde mink og skriger.

I videoen kan man se, hvordan en enkelt mink har overlevet gassen i aflivningskassen og nu ligger blandt de resterende døde mink, inden de sendes til afbrænding.