Samfund

- Vi skal forberede os på en anden bølge af alvorlige økonomiske konsekvenser

For en måned siden blev der præsenteret en hjælpepakke til eksportsektoren. Nu lægger regeringen op til en ny.

Står det til regeringen, skal der bruges yderligere halvanden milliarder kroner over de næste tre år på at hjælpe den danske eksportbranche gennem coronakrisen.

Sådan lød det mandag fra finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde i forbindelse med de indledende forhandlinger om næste års finanslov.

- Ligesom vi lige nu taler om en anden bølge af sygdommen, skal vi også forberede os på en anden bølge af alvorlige økonomiske konsekvenser. Et af de steder, hvor der er den største usikkerhed, er i forhold til vores eksport, sagde finansministeren på pressemødet.

Konkret lægger regeringen op til at hjælpe den danske eksport i tre hovedspor:

  • Det første handler om eksportfremme- og rådgivning, der skal være med til at klæde danske virksomheder på inden for blandt andet grønne eksportinitiativer.
  • Det næste går på, at der skal udvikles en national strategi for life science-branchen, der omfatter virksomheder inden for biotek- og lægemiddelsindustrien.
  • Det tredje spor omhandler bedre muligheder for finansiering for danske eksportvirksomheder. Godt 800 millioner planlægger regeringen at afsætte til dette spor. Det er penge, der blandt andet skal bruges på øget risikovillighed fra Danmarks Eksportkreditfond, EKF.

Udover at hjælpe de danske eksportvirksomheder helskindet gennem krisen skal de nye initiativer så vidt muligt også bidrage til den grønne omstilling.

- Vi ønsker at spænde et ekstra sikkerhedsnet ud under de danske eksportvirksomheder, så de får de bedste muligheder for at sælge deres varer og ydelser i udlandet, sagde Nicolai Wammen om eksportpakken.

Største fald nogensinde

Eksportsektoren, der beskæftiger mere end 800.000 personer i Danmark, er blevet udråbt som en potentiel akilleshæl for den danske økonomi i kølvandet på coronakrisen.

Mens den indenlandske økonomi i høj grad har rettet sig op siden krisens værste måneder i foråret, er der stadig et stort efterslæb i den danske eksport. Faldet i den danske eksport i foråret var således det største fald nogensinde.

På pressemødet lød det fra Nicolai Wammen, at der var "stor grund til opmærksomhed og bekymring" for den danske eksportbranche.

Indtil videre er vi kommet relativt nådigt igennem krisen, men med risiko for et nyt økonomisk tilbageslag på verdensplan som følge af opblusningen af coronasmitten kan der opstå nye problemer for den danske eksportbranche, forudså ministeren

- Vi lever af at handle med andre lande. Vi er en lille og åben økonomi, så når de store eksportmarkeder, vi handler med, bliver ramt, er det også noget, vi kan mærke i Danmark. Vi vil ganske enkelt stå vagt om danske job, danske virksomheder og danske familiers økonomi.

Den anden hjælpepakke på en måned

De nye tiltag, som regeringen lægger op til, er ikke de første, der skal understøtte den danske eksport.

For en måned siden blev regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet enige om 27 tiltag, der skulle genstarte den danske eksport.

Aftalen dengang havde en samlet værdi af knap en halv milliard kroner, og den fulgte anbefalingerne fra det såkaldte Forum for genstart af dansk eksport, der består af teams fra otte forskellige industrier. Blandt industrierne er produktionsvirksomheder, turisme- og oplevelsesindustrien, luftfarten, life science-branchen og fødevareindustrien.

Ligesom aftalen fra oktober lægger regeringen op til, at den nye hjælpepakke til eksportindustrien også skal tage udgangspunkt i anbefalingerne fra Forum for genstart af dansk eksport.