Nordjylland lukker ned - hvordan håndterer andre lande restriktioner under coronakrisen?
Nordjyderne bliver frataget en del af deres frihed, men situationen minder om den nuværende i Italien, Spanien og Frankrig, siger tre korrespondenter.
Verden lukker sig for alvor sammen om Nordjylland, hvor indbyggerne nu bliver kraftigt begrænset i deres frihed.
Nordjyderne opfordres til ikke at krydse kommunegrænserne. Den kollektive trafik lukkes i stor stil, og ansatte, der ikke udfører et kritisk erhverv, bliver hjemsendt.
Den omfattende nedlukning af landsdelen skyldes, at de danske myndigheder har fundet en muteret version af coronavirus blandt borgere i syv kommuner efter smitte fra mink.
Beboerne i de syv nordjyske kommuner skal derfor minimum frem til 3. december vænne sig til en ny virkelighed med en lang række restriktioner.
Restriktionerne i Nordjylland minder en del om de frihedsbegrænsninger, som en del europæere i øjeblikket oplever, selvom årsagen til de enkelte nedlukninger ikke er ens.
Det siger TV 2s korrespondenter i henholdsvis Italien, Spanien og Frankrig.
Herunder kan du læse om begrænsningerne i de enkelte sydeuropæiske lande - og hvordan befolkningen håndterer restriktionerne.
Italien
Årsag til nedlukning: Omkring 30.000 bekræftede nysmittede med coronavirus per dag.
Ifølge TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, ligner situationen i visse dele af Italien de realiteter, som nordjyderne nu vil opleve.
- I Italien er der i de orange zoner forbud mod at rejse mellem regioner og kommuner. Hvis italienerne skal bevæge sig rundt indenfor egen kommune, kræver det et godkendt formål som eksempelvis arbejde, siger Eva Ravnbøl.
Hun fortæller, at Italiens regioner fra fredag 6. november blev inddelt i tre zoner, alt efter hvor smitsom coronavirussen er.
Sundhedsvæsenets kapacitet samt kontakt- og incidenstal er blandt andet afgørende for, om en region bliver markeret som enten gul, orange eller rød zone, hvor rød zone er den mest kritiske.
Udvalgte restriktioner i Italiens orange zone
- Forbud mod at rejse mellem regioner og kommuner
- Alle opfordres til at undgå at bevæge sig rundt i egen kommune uden grund
- Restauranter, barer, fitnesscentre, teatre og biografer er lukket
- Hjemmeundervisning fra første til niende klassetrin
- Offentlig transport må højest være halvt fyldt
Virker restriktionerne?
Eva Ravnbøl fortæller, at der den seneste måned har været indført strenge restriktioner i landet som følge af en stigning i antallet af nysmittede med coronavirus i løbet af dette efterår.
Italien har genindført den delvise nedlukning af landet, fordi kapaciteten på landets sygehuse igen er meget presset som følge af coronapandemien.
- Smittetallene ligger for højt i øjeblikket, og smittetrykket er ikke kommet langt nok ned, siger Eva Ravnbøl.
Derfor kan en decideret national nedlukning være på vej, lyder anbefalingen fra italienske læger.
- Videnskabsfolk mener, at Italien kan være på vej mod en national tragedie med tusindvis af døde med covid-19 de næste måneder, hvis ikke der bliver strammet yderligere op, siger Eva Ravnbøl.
Hvad siger befolkningen?
Ifølge korrespondenten er den italienske befolkning i dette efterår decideret udmattet af coronapandemien, og mange borgere er desperate over for deres økonomiske situation.
- Italienernes frihed er blevet taget fra dem, og verden er skrumpet ind til det mest essentielle. Der er begyndende vrede i befolkningen, og det er en stor krise, siger Eva Ravnbøl.
Spanien
Årsager til nedlukning: Mere end 20.000 bekræftede nysmittede med coronavirus samt 150 døde med covid-19 per dag.
Spanien har i september og oktober oplevet en forværring i antallet af nysmittede med coronavirus, hvilket har medført, at landet delvist lukkede ned for to uger siden.
- Der er igen indført undtagelsestilstand, men den er ikke så omfattende som i foråret, siger TV 2s korrespondent i Spanien, Jeppe Krogager.
Ifølge korrespondenten kan situationen i Nordjylland til en vis grad sammenlignes med den sydligste region, Andalusien, hvor syv kommuner har indført strenge krav for krydsning af kommunegrænser.
Udvalgte restriktioner i Spanien
- Nationalt udgangsforbud om natten fra klokken 22.00 til 05.00
- 10 ud af 17 af landets regioner har lukket deres grænser, så folk ikke kan rejse rundt i landet
- Forsamlingsforbud på seks personer i eget hjem
- Restauranter og caféer er lukkede i store dele af landet
Virker restriktionerne?
Smittespredningen i Spanien er ifølge Jeppe Krogager i øjeblikket ude af kontrol i flere af landets 17 regioner, og derfor er der for nyligt taget skrappe restriktioner i brug.
- Opsporing af smittekæder er på det nærmest blevet ligegyldig, og der er frygt for, at hospitalsvæsenet kan kollapse, siger Jeppe Krogager.
De nyindførte restriktioner ser ikke ud til at have den ønskede effekt på antallet af bekræftede nysmittede.
Derfor kan det ifølge korrespondenten på sigt blive nødvendigt at indføre decideret hjemmekarantæne i Spanien.
Hvad siger befolkningen?
Jeppe Krogager siger, at det spanske folk er splittet som følge af coronapandemien og dens afledte restriktioner og indskrænkning af den personlige frihed.
I Barcelona har det ført til gadekampe, hvor radikale unge og forretningsdrivende er gået på gaden for at protestere over regeringens håndtering af coronakrisen.
En stor del af den spanske befolkning bakker dog regeringen op, men folk er generelt nervøse og bange for anden bølge af den smitsomme sygdom.
- Coronavirussen er her igen, og folk er bekymrede for deres kære, siger Jeppe Krogager.
Frankrig
Årsag til nedlukning: Mellem 30.000 til 50.000 bekræftede nysmittede med coronavirus per dag.
Frankrig har ifølge Frederikke Ingemann, der er international analytiker på TV 2, indført restriktioner, der minder om den nedlukning af samfundet, som Nordjylland er blevet påtvunget.
Beslutningerne er taget på et forskelligt grundlag, for Frankrig er fra 28. oktober lukket ned som følge af en eksplosion i antal bekræftede smittede de seneste måneder. Nedlukningen skal forsøge at bremse spredningen.
- Det er en mildere nedlukning end den, Frankrig var udsat for i foråret, siger Frederikke Ingemann.
Udvalgte restriktioner i Frankrig
- Forbud mod at rejse mellem regioner
- Forbud mod at se andre end dem, man bor sammen med
- Folk skal blive i deres hjem - medmindre de skal foretage basale og nødvendige indkøb eller skal have lægehjælp
- Alle ikke-essentielle forretninger er lukket ned
- Alle skal arbejde hjemme, hvis det er muligt
Virker restriktionerne?
Ifølge Frederikke Ingemann kan Frankrig så småt begynde at se effekten af den omfattende nedlukning.
Landets sundhedsminister oplyste søndag 8. november, at epidemien stadig spredes i samfundet, men at hastigheden er aftagende.
Frankrig har for nuværende omkring 30.000 personer indlagt på landets hospitaler med covid-19 i kroppen. Heraf er 4500 personer på intensiv, hvilket er en belastning for sygehusvæsenet, da den maksimale kapacitet er 6400.
- Frygten er, at sygehusvæsenet bryder sammen, så personer med andre sygdomme ikke kan behandles, siger Frederikke Ingemann.
Hvad siger befolkningen?
Størstedelen af den franske befolkning er ifølge den internationale analytiker irriterede over, at de med coronarestriktionerne har fået frataget flere af deres basale frihedsrettigheder.
- Det er en ulykkelig situation, men folk accepterer situationen, for der er ikke andre muligheder, siger Frederikke Ingemann.
Hun forklarer, at den franske regering med præsident Emmanuel Macron i spidsen bliver kritiseret for sin håndtering og strategi over for coronavirussen.
Opsporingen af coronasmittede har været mangelfuld, og franskmændene har desuden oplevet lange svartider på op mod fem til seks dage på deres coronatest.
Mere end 40.000 franskmænd er døde med covid-19 i kroppen i løbet af coronakrisen.