Coronavirus

Flertal bakker op om aflivning af mink: - Det er vel noget af det værste, du kan opleve

Selvom branchen ikke ser nogen fremtid for dansk minkavl, er alternativet langt værre, fortæller professor.

Tre ud af fire danskere bakker op om regeringens beslutning om til at slå alle mink i Danmark ihjel.

Det viser en megafon-undersøgelse lavet for TV 2 og Politiken.

Når det kommer til, hvorvidt der også skal drives minkfarme i Danmark, efter at coronavirussen er kommet under kontrol, er uenigheden dog større.

Det vil være at leve i en undtagelsestilstand med vacciner, der skal gives i ét væk

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet

Her svarer 35 procent af de adspurgte, at det skal være helt forbudt at avle mink, mens 48 procent svarer, at farmene skal have lov til at fortsætte deres arbejde efter krisen.

Men spørger man branchen selv, er det efter den landsdækkende aflivning slet ikke realistisk at genstarte den danske produktion.

- Glem det

Ifølge minkavler Jens Jørgen Madsen vil det i bedste fald tage fem til otte år at genoprette den danske produktion af minkpelse.

Det kan landets cirka tusind minkavlere og deres medarbejdere ikke vente på, siger han til TV 2:

- At lægge en virksomhed som vores død i fem år - glem det. Det tror jeg simpelthen ikke på, desværre. Og det kommer vi til at fortælle vores medarbejdere om lidt, siger han.

- Det er vel noget af det værste, du kan opleve. Det er sådan, jeg ser det.

Og Jens Jørgen Madsen er bestemt ikke den eneste, der ser sort på minkavlens fremtid.

Produktionen vil flyttes til udlandet

Ifølge direktør i Landbrug og Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen, ser hele branchen ikke nogen mulighed for at genstarte produktionen af minkskind i Danmark.

- Det er jo rigtig ærgerligt, for det har været en betydelig eksportsucces gennem mange år, som har bidraget med en masse arbejdspladser, siger han.

Og selvom dyrevelfærdsdebatten allerede gennem de seneste år har fået en række europæiske lande til at sløjfe produktionen, vil det ifølge Flemming Nør-Pedersen kun gøre ondt værre at lukke de danske farme.

Fakta om undersøgelsen

Megafon-undersøgelsen er bygget på svar fra 1044 danskere, der er fordelt på køn, alder, politisk parti og geografisk område.

Undersøgelsen er gennemført den 5. og 6. november 2020

Han fortæller, at Danmark længe har været et foregangsland inden for kvalitetssikring i minkavl – men forsvinder det danske marked, vil produktionen rykke til andre og mindre regulerede områder.

- Når den danske produktion lukker ned, vil den kinesiske produktion komme til at stige. Og så kan man nok godt lægge til grund, at det bliver ud fra nogle andre standarder, siger direktøren.

Ifølge en række sundhedseksperter har vi dog ikke andet valg.

Ville være en konstant undtagelsestilstand

Selv hvis minkproduktionen kunne genoprettes, ville det udgøre en enorm sundhedsrisiko, fortæller Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

Selvom den potentielt farlige cluster-5-mutation nedkæmpes, vil farmene nemlig udgøre en konstant risiko for, at coronavirus muterer på nye, farlige måder.

- Hvis man kan lave én mutation på de her minkfarme, kan man også lave flere. Det er ikke bare en teoretisk risiko, men noget, vi helt reelt står over for, siger Hans Jørn Kolmos.

Det vil ifølge professoren betyde, at man bliver nødt til at udvikle en ny vaccine, hver eneste gang en ny mutation af covid-19 slipper fri i det danske samfund og resten af verden.

- Det vil være at leve i en undtagelsestilstand med vacciner, der skal gives i ét væk, siger han.