Coronavirus

Lastbil taber døde mink på motorvej - chauffør sigtes

Chaufføren kan se frem til sigtelse for ikke at sikre sin last ordentligt. ØXENHOLT FOTO

En lastbil tabte lørdag aften en større mængde døde mink på jysk motorvej.

Et oprydningsarbejde var i gang lørdag aften, efter en lastbilchauffør havde tabt et større antal døde mink ved 20-tiden. Lidt over midnat var oprydningsarbejdet slut og motorvejen genåbnet.

Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Lastbilen var på vej til et forbrændingsanlæg i Randers, da der blev tabt et større antal kadavere på motorvejen på strækningen fra Haverslev til Randers Syd.

Derfor var motorvej E45 spærret i sydgående retning ved afkørsel 33 Haverslev frem til midnat.

Oprydningen er i gang på motorvej E45, hvor en større mængde mink blev tabt på vej til forbrændingsanlægget.

Nogle af minkene lå således, at de var til fare for trafiksikkerheden, og politiet advarede derfor bilister om at være ekstra opmærksomme, sætte hastigheden ned og køre forsigtigt.

Chaufføren, der førte lastbilen, blev efterfølgende lokaliseret ved forbrændingsanlægget. Han vil blive sigtet for ikke at have sikret læsset ordentligt.

Ingen fare for smitte

Selvom de mange mink er blevet aflivet af frygt for den nye cluster 5-mutation, så er der ingen grund til at frygte de tabte mink. Det siger Fødevarestyrelsen.

- Der kommer til at køre mange lastbiler, og det er uheldigt, at det sker, men der er ingen risiko. En død mink er ikke farlig i forhold til corona. Det er udåndingsluften, der er farlig i den her forbindelse, og det er der ikke noget af, når de er døde, siger Karsten Aagaard, stabschef ved Veterinær Nord under Fødevarestyrelsen, til TV 2 Østjylland.

Minkene blev slået ned, fordi myndighederne frygter yderligere spredning af ny cluster 5-mutation.

Han understreger samtidigt, at der ingen grund er til at frygte, at smitten skulle sprede sig til vildt.

17 millioner mink skal aflives

Regeringen besluttede onsdag at lukke store dele af Nordjylland ned og aflive alle mink. Det sker efter, at en mutation af covid-19, der potentielt kan mindske effekten af en vaccine, er fundet i mennesker.

På et pressemøde lørdag understregede både Tyra Grove Krause, der er afdelingschef ved Statens Serum Institut, at det var den rigtige beslutning at slå besætningerne ned.

- Vi har kun oplysninger om virusvarianter, når vi har lavet helgenomsekventering. Det har vi gjort på 14 procent af alle positive prøver. Så vi har ikke et fuldt overblik over, hvem der præcis er smittet med den variant. Så vi kan ikke udelukke, at den stadig er i omløb, sagde Tyra Grove Krause.

Og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bakkede op.

- Når myndighederne kommer med en reel risiko fra deres laboratorier, så er vi nødt til at handle. Og er der noget, vi har lært, så er det, at de lande, der handler for sent, bliver ramt hårdt, siger Magnus Heunicke.

Massegrave til mink

Når Danmarks op mod 17 millioner store minkbestand skal aflives, ville det under normale omstændigheder ske ved, at de aflivede dyr bliver brændt på et forbrændingsanlæg, men den enorme mængde gør, at forbrændingsanlæggene ikke kan følge med.

Derfor har myndighederne besluttet, at en stor del af de mange døde dyr skal smides i massegrave på militære områder ved Karup og Holstebro. Her bliver de indkapslet i kalk for at undgå, at smitten kan sprede sig.

På sigt vurderer myndighederne, at det kan blive nødvendigt at grave flere huller.