Coronavirus

Sådan udviklede smitten sig på Christiansborg: Det var en superspreder

Når en superspreder får coronavirus, går det hurtigt med at smitte andre.  Emma Haunstrup / TV 2

- Jeg har overholdt alle retningslinjer og kunne ikke have gjort noget anderledes, siger Niels Flemming Hansen (K).

OPDATERET: Ved en fejl stod der i artiklen tidligere flere steder november, hvor der retteligt skulle stå oktober.

Vask hænder, brug sprit og hold afstand.

Landets politikere burde om nogle have styr på retningslinjerne for at undgå smitte med coronavirus.

Alligevel har virussen sneget sig ind på Christiansborg, og i alt syv folketingsmedlemmer er konstateret smittet, mens flere fortsat venter på svar på deres test.

Men hvordan har smitten egentlig bredt sig på Christiansborg?

TV 2 har i samarbejde med virolog Allan Randrup forsøgt at opspore smittekæden, og alt tyder på, at en såkaldt superspreder er involveret.

Nedenfor kan du læse, hvordan én smittet på et møde førte til en række positive test og sendte halvdelen af landets ministre i isolation.

Hvad er en superspreder?

  • 1 ud af 5 er mere tilbøjelig til at sprede coronavirus end andre – de såkaldte superspredere. 
  • Cirka 20 procent af alle coronasmittede er årsag til omkring 80 procent af alle senere tilfælde.  
  • Ifølge WHO smitter en coronasmittet i gennemsnit 2-2,5 andre. Tallet er højere for en superspreder.
  • Superspredere kaldes også ”stille spredere”, fordi de smitter meget, inden de får symptomer. Typisk særligt 48 timer inden de får symptomer.
  • Om man er superspreder eller ej afhænger blandt andet af ens biologi, miljø og adfærd og er således ikke noget, man selv er herre over. 

Kilde: videnskab.dk

Det første tilfælde

Fredag 30. oktober skrev det konservative folketingsmedlem Niels Flemming Hansen i et opslag på Facebook, at han var testet positiv for coronavirus. Han opfordrede alle, der havde været i nærheden af ham dagene før til at lade sig teste.

Niels Flemming Hansen var således det første positive tilfælde i denne bølge af coronavirus på Christiansborg.

Derefter faldt de positive tests på stribe.

Mandag 2. november blev Lars Christian Lilleholt, forsvarsordfører for Venstre, Jeppe Bruus, formand for transportudvalget for Socialdemokratiet, og Egil Hulgaard, stedfortrædende folketingsmedlem for de konservative, testet positiv.

Selvom det er mig, har jeg jo naturligvis ikke gjort det med vilje

Niels Flemming Hansen (K)

Tirsdag 3. november fulgte Søren Pape Poulsen, formand for de konservative, og Mads Fuglede, integrations- og udlændingeordfører for Venstre.

Onsdag 4. november blev også justitsminister Nick Hækkerup (S) testet positiv.

Ifølge virolog Allan Randrup kan mindst fire af smittetilfældene ledes tilbage til Niels Flemming Hansen, og man kan derfor karakterisere ham som en superspreder.

Kontakttallet i Danmark er på nuværende tidspunkt 1,1. Det betyder, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre. Dermed er det meget, at én person smitter fire andre, siger Allan Randrup.

Sådan ser smittekæden ud

Ifølge Allan Randrup er man smitsom mindst 48 timer, inden man får symptomer på coronavirus. Niels Flemming Hansen oplyser til TV 2, at han fik symptomer i form af feber og hoste torsdag 29. oktober. Dermed er de afgørende døgn tirsdag 27. og onsdag 28. oktober.

Folketingets kalender afslører, at Niels Flemming Hansen 27. oktober deltog i et møde med den konservative folketingsgruppe. Her var blandt andet Søren Pape (K) og Egil Hulgaard (K) også til stede. Begge blev senere testet positiv.

Xborg - K

28. oktober var Niels Flemming Hansen til samråd i Transportudvalget. Med på mødet var blandt andet Jeppe Bruus, som senere blev testet positiv. Nick Hækkerup (S) og Benny Engelbrecht (S) var også indkaldt til mødet for at svare på en række spørgsmål. Nick Hækkerup blev senere testet positiv. Benny Engelbrecht er testet negativ to gange.

Xborg - K og S

Ifølge Allan Randrup peger den historik klart på Niels Flemming Hansen som smittekilde.

- Det virker unægtelig til, at han er superspreder og har smittet de andre. At det skulle være gået til på andre måder, virker usandsynligt i forhold til tidsrammen, siger han.

Niels Flemming Hansen erkender, at han formentlig har startet smitten, eftersom han var den første, der blev testet positiv, og en række personer fulgte med positive tests i dagene efter.

- Selvom det er mig, har jeg jo naturligvis ikke gjort det med vilje. Jeg reagerede, så snart jeg fik symptomer, og skrev ud på Facebook, så snart jeg fik mit svar, siger Niels Flemming Hansen til TV 2.

Han forklarer desuden, at han ingen kontakt har haft til Lars Christian Lilleholt og Mads Fuglede, som også er testet positiv.

Niels Flemming Hansen ved ikke selv, hvor han er blevet smittet, da hans familie og nære venner er testet negativ.

Allan Randrup forklarer, at det naturligvis ikke er Niels Flemming Hansens skyld, at han har smittet de andre, ligesom han heller ikke selv kan gøre for, at han er superspreder.

Utallige tests og isolationer

Efter Niels Flemming Christensens positive test har hele den konservative folketingsgruppe og en række af deltagerne ved de to samråd måtte lade sig teste. Det bekræfter Niels Flemming Hansen overfor TV 2.

Derudover gik 12 ministre i isolation blandt andet Mette Frederiksen og Nicolai Wammen, fordi de havde deltaget i et møde med Nick Hækkerup fredag den 30. oktober.

Mette Frederiksen og Nicolai Wammen er begge testet negativ.

Få her overblikket over hvem der er blevet testet, og hvem der er i isolation.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV 2, at enheden Coronaopsporing har været involveret i smitteopsporingen på Christiansborg, men at man blot har fulgt den gængse procedure og altså ikke gjort noget ekstraordinært.

Har fulgt alle retningslinjer

Smitteudbruddet på Christiansborg har fået flere til at spekulere i, om politikerne har været gode nok til at overholde retningslinjerne.

Niels Flemming Hansen ved imidlertid ikke, hvad han eller hans kolleger kunne have gjort anderledes. Ifølge ham har politikerne overholdt alle krav og retningslinjer.

- I bagklogskabens lys kan man spørge sig selv, om vi har gjort nok. Men jeg har ikke overtrådt nogle af de gældende retningslinjer, siger han.

Ifølge Allan Randrup er det dog tvivlsomt, om alle retningslinjer er blevet overholdt. Han har set tv fra Folketinget og mener, at politikerne sidder meget tæt ved de forskellige udvalgsmøder.

Derudover peger han på, at der kan være problemer med udluftning i lokalerne, hvilket giver virus gode betingelser og aerosoler (luftbårne dråber red.) mulighed for at flyve helt op til seks meter i lokalet.

- Med de forhold kan han (Niels Flemming Hansen red.) have smittet uendeligt mange, især hvis han er superspreder, siger Allan Randrup.

Niels Flemming Hansen fortæller, at han har lært, hvor træls en sygdom corona er. Han mener desuden, at det er skræmmende, hvor hurtigt sygdommen kan sprede sig, og at det nu er hans egen arbejdsplads, der er ramt.

Tirsdag skærpede Folketinget retningslinjerne efter smitteudbruddet på Christiansborg. Det betyder blandt andet, at der må være færre tilhørere ved møder og konferencer.