Restaurant forudser 'stort puslespil' og frygter økonomisk lussing
Mette Frederiksen beskyldes for at køre "sololøb" ved at indføre restriktionerne.
Fra fredag skal al unødvendig aktivitet til og fra syv nordjyske kommuner begrænses for at stoppe den mulige smitte fra muteret coronavirus fra mink.
Og fra lørdag skal restauranterne holde lukket og må kun levere take-away.
Det medfører et stort logistisk arbejde og utallige af aflyste julefrokoster og -middage.
- De penge får vi ikke i kassen, så det bliver helt anderledes, og det bliver virkelig hårdt for mange af restauranterne heroppe, siger Kristian Rise, der ejer restaurant Bryghuset Vendia i Hjørring.
De nye restriktioner blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften, efter der er konstateret smitte med en muteret coronavirus blandt flere borgere i Nordjylland.
Virussen er muteret hos mink, der ifølge Statens Serum Institut er smittet af mennesker. Det er sundhedsmyndighedernes frygt, at den muterede virus kan gøre en vaccine enten ubrugelig eller mindre effektiv.
Kan betyde nedlukning
Alle minkavlere er på den baggrund blevet bedt om at aflive alle deres mink.
Fødevarestyrelsen håber og forventer, at alle mink er aflivet inden en måned. Derfor er de nye restriktioner gældende frem til foreløbigt 3. december.
En lille måned, der kræver logistisk tænkning, siger Kristian Rise. For han ejer også en bistro i Aalborg, og hans personale på begge restauranter rejser på tværs af kommunegrænser, når de skal på arbejde:
- Der ligger et kæmpe puslespil foran os for at kunne lave et team, der kan drive restauranten i Aalborg. Vi bliver lidt amputeret i forhold til personale, men jeg håber, at der er nogle, der kan overtage og drive restauranten videre, siger Kristian Rise.
I værste fald kan det betyde en lukning af restauranten i en periode, siger Kristian Rise.
Og situationen er både ”trist” og ”træls”, siger borgmester i Brønderslev Kommune Mikael Klitgaard (V) til TV 2. Men selvom kommunen har fået mange henvendelser på krydsninger af kommunegrænser, skal kommunerne skele til, hvordan de klarede nedlukningen i foråret, siger han:
- Sund fornuft har jo altid rådet i Nordjylland, og vi finder ud af det på en god og ordentlig måde. Det drejer sig om at passe på hinanden, holde god afstand og sørge for, at smitten ikke breder sig, siger Mikael Klitgaard.
Statsminister tror på nordjyderne
Regeringen har som en del af indsatsen i de nordjyske kommuner opfordret alle til at lade sig teste, ligesom der er lavet en ”task force”, der skal tage sig af udbruddet. Det håber Mikael Klitgaard, at borgerne lytter efter.
Og det berører da også borgmesteren, at de flere end 280.000 borgere i de nordjyske kommuner får ændret deres hverdag:
- Det værste er, at der er rigtigt mange mennesker, det går udover. Der er rigtigt mange job, og der er rigtigt mange, der er kede af det. Det andet løser vi, og så må vi bare håbe, at der ikke er for mange, der bliver syge, siger Mikael Klitgaard.
Overfor TV 2 NORD understreger statsministeren, at det ikke er regeringens plan, at der skal stå betonklodser ved kommunegrænserne, men at nordjyderne følger anvisningerne:
- Vi regner med, at langt de fleste nordjyder gør alt, hvad de kan for at få bragt smitten ned under denne globale pandemi i forhold til de restriktioner, der er, lyder statsministerens budskab.
Mette Frederiksen er blandt andet beskyldt for at køre "sololøb" ved at indføre restriktioner uden at vende det med Folketingets partier inden.
Foruden lukning af restauranter og cafeer samt opfordring til ikke at krydse kommunegrænserne, bliver studerende på videregående uddannelser sendt hjem, det samme bliver 5.-8. klasserne, ligesom at al idræt- og kulturliv sættes på hold.
Også kollektiv transport mellem kommunerne bliver mindsket. Få hele overblikket her.
I et svar til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg blev det i sidste uge oplyst, at omkostningerne kan løbe op i 2,3-2,8 milliarder kroner for at få alle godt 15-17 millioner mink i Danmark aflivet.