Muteret virus fundet hos 214 personer - 12 smittet med den bekymrende cluster 5-variant
Virus er muteret i fem forskellige varianter hos danske mink, oplyser Statens Serum Institut.
Onsdag oplyste regeringen og Statens Serum Institut, at der er fundet en muteret udgave af den kendte coronavirus, SARS CoV-2, der kan gøre en mulig vaccine enten ubrugelig eller mindre effektiv.
Den såkaldte cluster 5-virus var fundet på fem minkfarme i Nordjylland og 12 personer. Alle mink i Danmark blev beordret aflivet for at stoppe smitten.
Men virussen er muteret i fire andre varianter hos mink, oplyser Statens Serum Institut i et notat fra torsdag, og i alt 214 personer er konstateret smittet med de fem varianter.
De 214 personer er konstateret smittet fra juni til midten af oktober og er fundet blandt 5102 prøver.
Spørger man professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos, viser det, hvor svær virussen er at arbejde med.
- For mig viser det her biodiversiteten i virus. Den kan mutere i mange varianter, som vi ikke ved, hvad kan. Og det er dét, der gør situationen sprængfarlig. Der kan komme nogle ubehagelige varianter, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2.
Kan ødelægge vaccinearbejde
200 personer er smittet med de muterede varianter i Region Nordjylland, mens 14 andre er smittet uden for Nordjylland.
De fem forskellige varianter kaldes cluster 1-5, hvoraf cluster 5 er den særligt bekymrende, fordi den i laboratorieforsøg har vist sig mindre følsom over for antistoffer, som er dem, der skal bruges i en vaccine, fortæller Hans Jørn Kolmos.
Problemet ligger i, at den muterede cluster 5-virus ”koder for” det såkaldte spike-protein, fortæller Hans Jørn Kolmos.
- Den her virusstamme er decideret ubehagelig at arbejde med. Vi vaccinerer med spike-proteinet, og hvis vi får lavet nogle virusstammer med et andet spike-protein, som vores antistoffer ikke virker imod, har vi altså en vaccine, der ikke virker eller ikke virker særlig godt, siger han.
Spike-proteinet er det protein, som virus bruger for at trænge ind i en celle. Og efter en naturlig infektion danner mennesker antistoffer over for spike-proteinet, men ved at vaccinere med antistofferne kan man give kroppen antistofferne uden at have været smittet med covid-19.
Det betyder med andre ord, at arbejdet med en kommende vaccine mod coronavirus kan blive sat over styr, hvis denne udgave breder sig.
Kan smitte svin
Instituttet har ikke fundet, at cluster 1 ikke reagerer på antistoffer, lyder det.
De andre varianter - cluster 2 til cluster 4 - er også ved at blive undersøgt, oplyser instituttet. Der vil dog gå uger, før resultatet af disse undersøgelser foreligger, fremgår det.
Ifølge Hans Jørn Kolmos ligner strukturerne i luftvejene hos mink og mennesker hinanden. Og sammenholdt med at mink lever meget tæt og mange sammen, øger man smitterisikoen, lyder det.
Men ligheden mellem mennesker, mink og svin er også stor, fortæller professoren.
- Og så kan det blive rigtigt grimt, hvis smitten bliver overført til en svinebesætning, der ligger tæt på en minkfarm, siger Hans Jørn Kolmos.
Vigtigt at få undersøgt samfundet
Ifølge professoren er det derfor vigtigt at få undersøgt, hvor udbredt smitten med særligt cluster 5 er. Både i Nordjylland, men også i resten af landet:
- For hvis denne her smitte også findes i vores storbyer, giver det ikke meget mening kun at isolere de nordjyske kommuner.
Regeringen og sundhedsmyndighederne har samtidig opfordret alle borgere i de syv berørte kommuner - cirka 280.000 - til at lade sig teste.
Statens Serum Institut understreger i notatet, at cluster 5 ikke er farligere end andre virusser eller er mere smitsom.
Fredag trådte de første skærpede restriktioner og opfordringer i kraft, hvilket indebærer en opfordring til ikke at krydse kommunegrænser. Siden vil følge lukning af idrætsliv, restauranter, skoler og offentlig trafik.