Samfund

Risikoniveau for fugleinfluenza i Danmark hæves til "høj"

Fjerkræ og fugle skal midlertidigt indelukkes eller overdækkes på grund af større risiko for fugleinfluenza.

Fødevarestyrelsen hæver risikoniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra "meget lav" til "høj", efter fund i Tyskland.

Det oplyser styrelsen i en meddelelse.

Som konsekvens indfører Fødevarestyrelsen krav om "særlige forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza".

Det betyder, at fjerkræ og andre fugle midlertidigt skal indelukkes eller overdækkes.

Risikoniveauet er ændret på baggrund af udbrud af fugleinfluenza i besætninger med fjerkræ i Holland og Storbritannien. Der er også en række fund af fugleinfluenza blandt vildtfugle i Tyskland og Holland.

Flere tilfælde af fugleinfluenza i Europa

Over den seneste måned har der været et stigende antal tilfælde af fugleinfluenza i det vestlige Europa.

I Slesvig-Holsten i det nordlige Tyskland oplyste delstatens landbrugsministerium torsdag, at der er fundet et tilfælde af fugleinfluenza på en kyllingefarm.

Og i sidste uge blev der fundet tilfælde af fugleinfluenza i vilde fugle i det nordlige Tyskland.

I Holland, som er Europas største eksportør af kyllinger, har man de seneste uger fundet flere tilfælde af sygdommen.

20.000 kyllinger skal aflives i Holland

Torsdag besluttede hollandske myndigheder, at 200.000 kyllinger skal aflives.

Mandag besluttede Storbritannien, at 13.000 kyllinger på en farm skulle aflives. Det skete, efter at der var blevet fundet tre tilfælde af smittede kyllinger.

Fugleinfluenza er en smitsom virussygdom, som rammer fugle.

Sygdommen kan medføre en dødelighed hos fjerkræ på op til 100 procent, skriver Fødevarestyrelsen.

Fugleinfluenza smitter normalt ikke mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle, skriver styrelsen.