Borgmester: Restauranter, cafeer og barer tvangslukkes i syv kommuner - idrætslivet lukkes ned
Restauranter, cafeer og barer tvangslukkes i syv kommuner - idrætslivet lukkes ned, siger borgmester.
Torsdag formiddag er borgmestrene fra syv kommuner i Nordjylland blevet orienteret om, hvad regeringen overvejer at indføre af restriktioner for at få bugt med smitten med den muterede coronavirus.
Og her har det lydt, at borgere i kommunerne i en periode skal holde sig lokalt.
Det fortæller borgmester i Jammerbugt kommune, Mogens Gade (V), til Nordjyske efter mødet.
- Der kommer nogle restriktioner og anbefalinger om, at vi skal holde os så vidt muligt inden for kommunegrænserne, medmindre det er uopsætteligt, siger han.
Borgmesteren forventer, at han vil blive præsenteret for de endelige restriktioner i løbet af formiddag, der vil gælde for Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerland kommuner.
Også borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V) samt borgmester i Thisted, Ulla Vestergaard (S), siger til avisen, at der vil komme restriktioner, der "indsnævrer bevægelsesfriheden".
- Det vil komme til at gøre ondt, og der vil komme restriktioner, der vil indskrænke vores bevægelsesfrihed. Og så skal vi teste noget mere, uddyber Ulla Vestergaard overfor TV 2.
Skoler er åbne - restauranter lukkede
Ulla Vestergaard understreger, at sundhedsmyndighederne endnu ikke har lagt sig helt fast på, hvad restriktionerne konkret bliver.
Ifølge TV 2s oplysninger er regeringens koordinationsudvalg i gang med lægge den endelig plan for, hvilke restriktioner, der skal indføres. Derfor kan restriktionerne nå både at blive skærpet og lempet:
Overfor TV 2 Nord fortæller Per Bach Laursen (V) fra Vesthimmerlands Kommune imidlertid, at de blandt andet er blevet forelagt følgende restriktioner:
- Vuggestuer, børnehaver og grundskoler forbliver åbne - dog muligt at de ældre elever sendes hjem.
- Offentlige og private arbejdspladser opfordres i endnu højere omfang til at arbejde hjemme.
- Restauranter, cafeer og barer tvangslukkes og der indføres en ny kompensationsmodel.
- Kultur- og fritidslivet, herunder idrætten, lukkes ned.
Desuden lyder det fra borgmesteren, at planen er at øge testningen i de syv kommuner, ligesom at der oprettes en såkaldt "task force" til at få smitten med den muterede virus under kontrol.
- Vi skal finde en måde, hvorpå vi kan undgå at krydse vores kommunegrænser. Så der er ikke langt op til at man direkte lukker samfundet ned, uddyber Per Bach Laursen overfor TV 2.
Restriktionerne kommer, efter at regeringen onsdag oplyste, at alle mink i Danmark skal aflives, fordi der er fundet en særlig mutation af coronavirus på flere farme i Danmark. Det er sundhedsmyndighedernes frygt, at den muterede virus gør en kommende vaccine enten ubrugelig eller nedsætter effekten.
Statsministeren varslede nedlukninger
Det er endnu ikke officielt meldt ud, hvornår restriktionerne præsenteres.
Men allerede onsdag aften skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook, at myndighederne torsdag vil præsentere restriktioner, der "bliver en hård omgang" for borgerne i de nordjyske kommuner.
Mere konkret blev hun ikke, men skrev blandt andet:
- Der vil være tale om en nedlukning, der går længere end det, der gælder i resten af landet.
Ifølge Statens Serum Institut er der konstateret smitte på 207 minkfarme ud af 1139. Særligt hårdt ramte har farme i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Jammerbugt været.
I et svar til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg blev det i sidste uge oplyst, at omkostningerne kan løbe op i 2,3-2,8 milliarder kroner for at få alle godt 15-17 millioner mink i Danmark aflivet. Fødevarestyrelsen håber og forventer, at alle mink er aflivet inden en måned.
Dette er breaking news på TV2.DK. Vi arbejder lige nu på at få yderligere oplysninger, og vi anbefaler derfor, at du vender tilbage om kort tid for at få seneste nyt.