Coronavirus

Muteret mink-virus i Danmark kan true vaccine i hele verden

12 personer er smittet med en muteret coronavirus, der stammer fra mink.

Der er sket en mutation af coronavirussen blandt danske mink, som kan bringe effekten af en fremtidig coronavaccine i fare.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen onsdag på et pressemøde om coronasituationen blandt mink i Danmark.

I alt 12 personer, der er blevet smittet med coronavirus af mink, har fået virussen i en muteret udgave. Her har de smittede haft en nedsat følsomhed i forhold til antistoffer.

Og det er meget alvorligt, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

- Den muterede virus via mink indebærer den risiko, at en kommende vaccine ikke vil virke som den skal.

- I Danmark har vi et stort ansvar over for vores egen befolkning. Med den mutation, der er konstateret, har vi et endnu større ansvar. Også for resten af verden. En muteret virus risikerer at sprede sig videre. Derfor skal vi tage situationen ekstremt alvorligt, siger hun.

Derfor skal alle mink i Danmark aflives, og der bliver indført nye restriktioner i Nordjylland.

Virussen muterer - særligt gennem mink

Hver gang en person bliver smittet med coronavirus, sker der en lille mutation i virussen.

Men det viser sig også, virussen muterer, når den vandrer fra først mennesker til mink og så tilbage til mennesker - og det er de større mutationer, myndighederne frygter. De kan nemlig potentielt påvirke, hvor godt en kommende vaccine beskytter.

- Det vil være en stor bekymring for folkesundheden, hvis sådan en virus laver yderligere ændringer. Det er ikke sådan, vi siger, at vaccinerne ikke kommer til at virke på nuværende tidspunkt, men det er rettidig omhu, siger Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut.

Internationalt nyt

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller, at de europæiske sundhedsagenturer er orienteret om fundet af muteret smitte i mink.

- Danmark har i dag i henhold til det internationale sundhedskodeks orienteret Det Europæiske Smitteagentur og WHO om fundet af muteret coronavirus, siger Magnus Heunicke.

Magnus Heunicke fortæller ydermere, at den muterede version af coronavirus fra mink på nuværende tidspunkt ikke har vist sig farligere end den gængse coronavirus.

Problemet er, pointerer han, at den muterede virus kan få konsekvenser for en kommende vaccine.