Coronavirus

Europæiske sundhedssystemer under pres - Belgien kan løbe tør for senge næste uge

I Belgien møder lægerne ind med coronavirus, og i Tjekkiet er der oprettet felthospitaler til at efterkomme manglen på sengepladser.

Danmark har onsdag registreret en stigning på 15 indlæggelser med coronavirus. Det bringer det samlede antal op på 184, og det er det højeste antal indlagte siden 11. maj. Men trods det er vi endnu et godt stykke fra at løbe tør for senge herhjemme.

Værre står det til andre steder i Europa, hvor anden bølge af coronavirussen har ramt hårdt.

I ellers velfungerende lande som Tjekkiet, Storbritannien og særligt Belgien er det et spørgsmål om dage og uger, før det går helt galt.

- Matematiske modeller viser, at vi allerede i næste uge har en af to muligheder. Enten transporterer vi patienter til Tyskland og håber på, at vi slipper for triage, ellers må vi i gang med netop det, sagde Philippe Devos, der er læge og leder af den belgiske sundhedsvæsensfagforening, til mediet DW.

- Det betyder, at vi har en seng til to patienter, og så må lægerne vælge, hvem der skal have sengen.

Udtrykket triage bruges oftest, hvis der er krig eller naturkatastrofe, hvor mange er sårede, og sundhedspersonalet skal vurdere, i hvilken rækkefølge patienter skal behandles.

Storbritannien

I Storbritannien har antallet af indlæggelser af patienter med covid-19 været stødt stigende, og i øjeblikket optager 11.458 personer en hospitalsseng. Af dem er 1002 personer på intensivafdeling og tilkoblet en respirator. Det er mere end 80 procent af, hvad de havde, da pandemien var på sit højeste i april.

Samtidigt har det daglige antal nye smittede ligget omkring 20.000 de seneste uger, og den medicinske direktør for det britiske sundhedsvæsen, Stephan Powis, taler nu om risikoen for, at hospitalerne allerede midt i november, kan nå deres maksimale kapacitet.

- Medmindre vi kan få kontrol med virussen og få tippet kurven, vil vi nærme os vores spidsbelastning, og allerede midt i november, kan der være fyldt op, siger Stephan Powis til The Guardian.

Ligeledes oplever de store problemer med de øvrige indlagte patienter, som også blive smittet.

- Vi ser en stigning på tværs af hospitaler, og sårbare patienter bliver smittet på hospitalet. Det, vi har set de seneste dage, vil føre til en stigning i dødstallet, siger sundhedseksperten Jamie Jenkins til BBC.

Tjekkiet

Tjekkiet er gået fra få hundrede daglige smittede i september til en regulær eksplosion i smittetallet i oktober, hvor det i sidste uge toppede på 15.660.

Mange hospitaler er ved at nå deres kapacitet, og flere steder i Prag er der oprettet felthospitaler og indhentet udenlandske læger til at afhjælpe presset på sundhedsvæsenet. Ikke mindst fordi flere end 13.000 medicinske medarbejdere selv er blevet smittet.

Landet er indbyggermæssigt cirka dobbelt så stort som Danmark, men de har omkring 7500 indlagte og næsten 1200 personer i respirator.

De seneste 14 dage har de med en dødsrate på 18,8 per 100.000 indbyggere oplevet den højeste dødsrate i Europa. Til sammenligning lå tallet i Italien, da det var værst på 9,5. Hvilket har været medvirkende til, at landet har indført undtagelsestilstand.

Belgien

Allerede for en uge siden blev belgiske læger bedt om at arbejde videre, selv hvis de er smittede med coronavirus, fordi de simpelthen ikke kunne undvære dem på hospitalerne, og det ser ikke ud til at ændre sig.

Flere end 300.000 personer er smittet med coronavirus netop nu, og sundhedsvæsenet er mildest talt under pres.

- Vi har ikke noget valg. Vi er tvunget til at spørge, om de vil arbejde videre, men de må kun arbejde på covid-19-afsnit, så de ikke smitter andre patienter, siger den belgiske læge Philippe Devos.

Landet har 2000 intensivpladser, og mere end halvdelen af dem er fyldte. Allerede fra næste uge kan sundhedspersonale skulle vurdere hver enkelt patient for at afgøre, hvem der skal have en af de få senge, og hvem der ikke kan få behandling.

Danmark

Selvom det danske sundhedsvæsen ikke på nuværende tidspunkt er under samme massive pres, har vi også i Danmark en række udfordringer med coronasmitte. Ikke mindst med dagens udmelding om en ny mutation, der er opstået i danske minkbesætninger, og som kan være en trussel mod resten af verdens kamp mod virussen.

Men selvom antallet af nye smittede i øjeblikket er højt, og antallet af indlæggelser ikke har været højere siden maj, så er vi altså langt fra at nå vores kapacitet.

Som det ser ud lige nu, har vi 405 intensivpladser på de danske sygehuse. Af dem er 24 i øjeblikket optaget af covid-19-patienter. Såfremt vi skulle stå i en mere alvorlig situation, kan kapaciteten på kort tid udvides med 300 nye intensivpladser.