Rekordmange nysmittede det seneste døgn - epidemien er fortsat voksende

Kontakttallet er faldet fra 1,2 til 1,1, oplyser SSI. Det betyder, at epidemien stadig er voksende.

1353 personer er registreret smittet med coronavirus de seneste 24 timer. Det er det højeste antal dagligt smittede i Danmark, siden pandemien begyndte.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

På samme tid er fire personer døde, mens de var smittet med virussen.

Henrik Ullum, professor og overlæge ved Københavns Universitet og Rigshospitalet, kalder overfor nyhedsbureauet Ritzau det rekordhøje tal for "bekymrende":

- Vi har i forvejen været igennem en længere periode med ret høje smittetal, og nu ser vi et endnu rekord i antallet af smittetilfælde. Det viser, at vi fortsat er på en kurve, hvor epidemien er i vækst, siger han.

Christian Wejse, lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, siger at det kan se ud som om, at der har været en forsinkelse i tallene.

En forsinkelse, der kan betyde, at kurven ikke stiger helt så drastisk:

- Det er et meget højt tal, og vi så gerne, at det begyndte at blive mindre, men måske kan vi godt se en lille tendens til, at tallet er på vej til at flade ud. Medmindre der er stor bunke forsinkede tal på vej ind, kunne det godt se ud som, at antallet af smittede toppede i tirsdag, siger Christian Wejse.

Stor stigning i indlagte

Mandag blev der registreret 942 nye smittetilfælde.

Den tidligere smitterekord var fredag 30. oktober, hvor der blev registreret 1126 smittetilfælde.

Samtidig med rekorden i antallet af smittede er 35 personer blevet indlagt.

Tallet for indlagte er dog faldet med fem i forhold til dagen før. Der er i alt 169 indlagte på danske hospitaler nu. 22 er indlagt på intensive afdelinger, og af dem er 16 i respirator, viser SSIs tal.

Man skal huske på, at der bliver testet langt flere i dag, end der gjorde tidligere, når man sammenligner epidemiens udvikling.

Ifølge Ritzau har SSI anslået, at hvis man havde testet i samme omfang i april, da epidemien brød ud, som i dag, ville det daglige antal smittede dengang have ligget mellem 2000 og 3000 nye smittetilfælde, lyder det.

Kontakttal falder

Trods rekord er kontakttallet faldet fra 1,2 til 1,1, så 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre, oplyser SSI.

Det betyder, at smitten stadig bliver mere udbredt. Først når kontakttallet er under 1, er smitten faldende.

Det rekordhøje antal smittede finder sted samme dag, som Sundhedsstyrelsen anbefaler at oprette såkaldte senfølgeklinikker.

Det oplyste styrelsen i en pressemeddelelse tidligere tirsdag.

Ved uventede eller svære og langvarige senfølger bør indsatsen ske på regionale klinikker for senfølger, lyder anbefalingen.

- Klinikkerne skal både vurdere og behandle patienter med senfølger og samtidig sørge for, at vi får mere viden, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.