Samfund

Derfor reagerede politiet i København, da Wien blev ramt af terror

Det er en afvejning, hver gang der sker et angreb ude i verden, hvorvidt politiet skærper opmærksomheden mod specifikke steder.

Kort tid efter terrorangrebet i den østrigske hovedstad, Wien, mandag aften meldte Københavns Politi ud, at de fulgte situationen nøje og var til stede to steder i København.

I Krystalgade, hvor synagogen i København ligger, og i Ole Suhrs Gade, hvor der ligger en bygning med tilknytning til Det Jødiske Samfund.

At dansk politi reagerer på et terrorangreb i en anden europæisk hovedstad er helt naturligt. Det fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Rasmus Agerskov Schultz, til TV 2.

- På baggrund af at vi kunne se, angrebene fandt sted omkring en synagoge i Wien, er det naturligt, at vi også skærper opmærksomheden og sikkerheden omkring vores interesser af jødisk karakter herhjemme, siger han.

Når der sker et angreb i Europa, kan det "smitte af" andre steder, fortæller vicepolitiinspektøren.

- Det er også derfor, vi skærper vores opmærksomhed og fokus på, hvad der måtte være af mistænkelige ting og sager.

Netop synagogen i København blev i 2015 centrum for et terrorangreb, hvor terroristen Omar El-Hussein skød og dræbte en vagt.

Borgerne skal ikke ændre adfærd

Og tirsdag er politiet stadig til stede i Krystalgade og Ole Suhrs Gade.

Tirsdag morgen blev både bilister og fodgængere, som ville krydse Krystalgade, afvist.

Ifølge vicepolitiinspektøren skal borgerne ikke ændre adfærd.

- Man skal som borger gebærde sig fuldstændigt, som man plejer, og så skal vi nok sikre trygheden.

Hvorvidt vi kommer til at se mere politi i danske gader ved lignende angreb i Europa fremover, kan han ikke svare entydigt på.

Det er en afvejning, der sker ved hvert angreb, hvor politiet samarbejder tæt med Politiets Efterretningstjeneste, PET, som også taler med andre europæiske efterretningstjenester.

- Ud fra det beslutter man så, hvad der er vigtigt, og hvad vi specifikt skal sætte fokus på, lyder det fra Rasmus Agerskov Schultz.