Coronavirus

Tusindvis skriver under mod restriktioner: - Indgrebene bør ophæves øjeblikkeligt

Arkivfoto. Fire læger har lavet en underskriftindsamling, der har til mål at ophæve coronarestriktionerne hurtigt, "så vi igen kan få et trygt og velfungerende samfund". Colourbox / TV 2

I skrivende stund har over 15.000 personer skrevet under på, at restriktionerne skal ophæves "øjeblikkeligt".

En række danske læger har lavet en underskriftindsamling mod regeringens nye restriktioner, der blandt andet påkræver mundbind i højere grad end hidtil, forbud mod alkoholsalg efter klokken 22 og et lavere forsamlingsloft.

Fire læger står bag underskriftindsamlingen 'Erklæring fra sundhedsfagligt personale vedrørende covid-19', der i skrivende stund har 15.415 underskrifter. Underskriftindsamlingen har været åben for alle uanset faglig baggrund.

Underskriftindsamlingen findes på skrivunder.net.

- Vi mener, at restriktionerne og indgrebene bør ophæves øjeblikkeligt, så vi igen kan få et trygt og velfungerende samfund, lyder det i teksten, der følger med underskriftindsamlingen.

- Konsekvenserne af indgrebene, som regeringen og folketinget har indført, er ude af proportioner og gør mere skade end gavn for os alle sammen som enkeltpersoner, for sundhedsvæsenet og for det danske samfund som helhed, skriver initiativtagerne og peger på, at restriktionerne er ”en sygeliggørelse af raske mennesker”, og de har ”skabt angst og splittelse i befolkningen".

Blev bedt om dokumentation

Underskriftindsamlingen er et af flere symptomer på bestemte gruppers utilfredshed og skepsis over regeringens coronatiltag.

Skepsissen blev aktuel igen i forbindelse med regeringens præsentation af de seneste restriktioner. Især da de danske myndigheder i begyndelsen af coronapandemien ved flere lejligheder gentog budskabet om, at der ikke var evidens for, at mundbind havde en effekt.

Flere røster bad eftertrykkeligt om, at Sundhedsstyrelsen pegede på, hvilken dokumentation der var for brugen af mundbind, da kravet blev udbredt til eksempelvis supermarkeder og fitnesscentre.

- Dokumentationen er ikke perfekt. Vi mangler stadig mere dokumentation for mundbind, men vi har alt rigeligt til, at vi kan anbefale det, lød det fra Søren Brostrøm på et pressemøde mandag i sidste uge.

Mere utilfredshed på Facebook

På sociale medier lufter flere kritik af de nye restriktioner.

I Facebookgruppen 'Vi siger nej til tvungen brugen af mundbind' deler gruppen 10.700 medlemmer holdninger til mundbind og visir – og som gruppens navn afspejler, er medlemmerne generelt imod brugen af dem.

En bruger deler et tip om, at han har handlet i Rema 1000 uden mundbind og uden, at han blev bedt om at påføre sig et.

En anden bruger undrer sig over rimeligheden i mundbindene:

- Coronavirus er ingen dødsdom for unge som jeg selv. Alligevel skal vi finde os i meget, og nu også bære mundbind på vores uddannelsesinstitutioner. Er det rimeligt?

Andre fagfolk bag underskriftindsamling

De fire lægers underskriftindsamling er ikke det eneste eksempel på fagfolk, der stiller sig på bagbenene over restriktioner. I begyndelsen af oktober skrev TV 2 om en erklæring, som en international gruppe af fagfolk står bag.

Erklæringen, der kaldes 'Great Barrington Declaration', skriver fagfolkene, at de som forskere i sundhed har store bekymringer om de ødelæggende psykiske og fysiske effekter ved de måder, som coronavirus bliver håndteret. Derfor bør restriktioner lempes i meget højere grad, end vi ser i dag.

Indtil videre har over en halv million mennesker fra hele verden skrevet under. Af dem er 11.600 professionelle inden for medicin og folkesundhedsvidenskab, 33.100 læger og 604.000 fra den generelle offentlighed.