Samfund

Indsamling til femårig piges efterladte runder 150.000 kroner

Folk lægger blomster og mindes den femårige pige, der mistede livet efter at være blevet ramt af en mandlig flugtbilist på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der er mindehøjtidelighed i dag klokken 11 for den femårige pige, der mistede livet i en trafikulykke onsdag.

Onsdag eftermiddag mistede en femårig pige livet på tragiske vis, da hun blev kørt ihjel af en flugtbilist på Peter Bangs Vej i København.

Efterfølgende gik forældrene fra den femåriges børnehave i gang med en indsamling til moren, der også blev kvæstet ved ulykken. Og pengene strømmer ind i sympati med den efterladte familie.

Lørdag morgen rundede indsamlingen 150.000 kroner.

Målet er 250.000, og indsamlingsgruppen skriver på indsamlingens hjemmeside, at det er håbet, at pengene kan give moren de bedste muligheder for at få den hjælp, hun har brug for.

- Tabet af den lille pige er slet ikke til at bære, og vi håber, at I vil bidrage til indsamlingen.

- Alle vores tanker og dybeste medfølelse går til hendes mor og den nærmeste familie, skriver initiativtagerne på hjemmesiden, hvor man fortsat kan støtte med et bidrag.

Lørdag formiddag blev der afholdt en mindehøjtidelighed for den femårige pige på ulykkesstedet på Peter Bangs Vej.

Mindehøjtidelighed på Frederiksberg. Video: Carl-Emil Søe

Bilist sigtet for uagtsomt manddrab

Den 21-årige mand, der førte bilen, der slog den femårige pige ihjel, blev fredag varetægtsfængslet fredag i fire uger.

Manden sigtes for under særligt skærpende omstændigheder at være årsag til, at pigen døde onsdag eftermiddag på fortovet på Peter Bangs Vej i Valby. Barnets mor blev lettere kvæstet ved påkørslen.

Politiet mistænker den 21-årige for at have været påvirket. Der blev nemlig fundet lattergaspatroner i bilen.

I den sigtelse, som en anklager fremlagde fredag, blev der taget højde for, at den unge mand muligvis også var påvirket af euforisende stoffer.

Bilisten tilstod, at han sad ved rattet, da bilen kørte tværs over vejen og ramte mor og barn på fortovet.

Men han nægtede at være skyld i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

- Det var et uheld, har hans forsvarer, advokat Rune Wiborg, sagt om sin klients forklaring.

Kendt af politiet

Efter sigtelsen var blevet læst op blev resten af retsmødet holdt bag lukkede døre.

I retssalen hørte man ham kun den sigtede bekræfte sit navn, sin fødselsdato samt tidspunktet for anholdelsen, før dørene lukkes.

Det var ikke første gang, at den 21-årige møder politi og retsvæsen. Han er "godt kendt", har chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov sagt til TV 2.

Tre af de syv sigtelser drejer sig om ulykken og om hans flugt. Den stoppede torsdag aften, da politibetjente anholdte ham i en bil i selskab med to andre.

Under ransagning af en bolig i Ishøj har politiet fundet 51 falske 1000-kronesedler i et pengeskab, 15 gram kokain samt 79 gram hash. Efter anholdelsen viste han sig desuden at være i besiddelse af yderligere fem gram hash.