Regeringen klar med nyt corona-varslingssystem
Det nye system er baseret på tal fra 1 til 5, der skal illustrere, hvor kritisk situationen er.
Lørdag klokken 11 vil regeringen på et pressemøde præsentere et såkaldt varslingssystem, som corona-indsatsen fremover skal baseres på.
Det betyder, at der skal være aftalte procedurer for, hvad man gør, når smitten stiger og falder, så især erhvervslivet og den offentlige sektor har noget at læne sig op ad. Det skal altså forhindre, at nye restriktioner kommer bag på erhvervsliv og borgere, sådan som det er blevet opfattet ved tidligere stramninger.
- Erhvervslivet har længe bedt om retningslinjer, så man kan se på et skema, hvor vi er henne, og hvilke restriktioner, vi kan forvente, fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn.
Systemet kommer godt en uge efter, at statsminister Mette Frederiksen 23. oktober sagde på et pressemøde, at der blev arbejdet på et nyt varslingssystem. Lørdag vil det dog være sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S), der præsenterer den nye model.
En række sundhedsfaglige og økonomiske profiler står bag modellen, herunder den tidligere økonomiske vismand Torben Andersen og sundhedsprofessor Jes Søgaard.
Niveau 1 til 5
Det er meningen, at systemet løbende skal opdateres i lyset af de nyeste smittetal og hospitalsindlæggelser, herunder hvor mange kritisk syge, der er på intensiv.
- Det kommer simpelthen til at fungere som en vejrudsigt. Det bliver sendt ud engang om ugen, så man kan se, hvor vi ligger i øjeblikket, siger Ole Krohn.
Ifølge TV 2s oplysninger indeholder de modeller, regeringen har arbejdet på, fem risikoniveauer, hvor niveau 5 er det mest alvorlige. Inden for de fem niveauer kan der så skrues på forskellige knapper. Danmark er i øjeblikket på niveau 3.
Mange nye restriktioner på tegnebrættet
Der er tale om en fleksibel model og ikke en facitliste, som samfundet kan følge, men regeringen lægger op til nye drastiske skridt, hvis smitten kommer ud af kontrol.
I oplægget, som TV 2 er i besiddelse af, lægges der op til yderligere begrænsninger af forsamlinger og massehjemsendelser af private og offfentligt ansatte, hvis sygehuskapaciteten udfordres.
Der kan eksempelvis skrues på, hvor mange sociale kontakter vi har, eller restriktioner for erhvervsliv eller offentlige institutioner.
Men Ifølge TV 2s oplysninger vil et bestemt risikoniveau ikke automatisk udløse en fast skræddersyet model af restriktioner.
Forudser kritik fra erhvervslivet
Netop denne sidste del, hvor et nyt niveau altså ikke automatisk følges af bestemte restriktioner, vil medføre kritik fra erhvervslivet, vurderer Ole Krohn.
- De får ikke helt, hvad de beder om. Det er et system, der giver eksempler på, hvad man kan indføre på forskellige niveauer. Men det bliver en guideline, ikke en facitliste.
Lørdagens pressemøde kan følges direkte på TV 2 NEWS og på TV2.DK.