Coronavirus

Hospital: Nedbrud i nationalt testsystem

Arkivfoto. Ritzau Scanpix / TV 2 Grafik

Det betyder, at folk med testtider frem til klokken 17 skal blive hjemme.

Ifølge Aarhus Universitetshospital er der et nationalt nedbrud i det system, hvor der bliver registreret coronaprøver.

Ritzau forsøger at få oplysningen bekræftet fra andre parter. Aarhus Universitetshospital skriver om nedbruddet på sin Facebookside.

- Lige nu må vi desværre bede borgere med covid-testtider i dag frem til klokken 17 om at blive hjemme fra test. Det skyldes et nationalt nedbrud i det system, som poderne registrerer prøverne i.

Ved 15.20-tiden oplyses det fra hospitalet, at systemet så småt var ved at være oppe at køre igen. Det oplyser en pressekontakt ved hospitalet.

Aarhus Universitetshospital oplyser til Ritzau, at det ikke ved, om andre teststeder er påvirket af det tilsyneladende nedbrud.

To andre regioner uden problemer

I Region Hovestaden oplyser man, at nedbruddet varede et kvarter fra klokken 13.30 til 13.45, og at ingen borgere er blevet afvist til test som følge af nedbruddet.

Samme melding kommer Region Syddanmark med. Teststeder har bemærket problemet, men har via nødprocedurer kunnet fortsætte med at pode uden problemer.

Stederne har benyttet et backupsystem, hvor de har registreret prøverne, indtil de igen har kunnet overføre dem til det vanlige system efter nedbruddet. Derfor er heller ingen borgere i Region Syddanmark blevet påvirket af nedbruddet.