Samfund

Hizb ut-Tahrir demonstrerer mod Frankrig på Kongens Nytorv

En moddemonstration er begyndt at brænde koraner af.

Omkring klokken 16.30 oplyser politiet til TV 2, at demonstrationen sluttede, og at den forløb fredeligt uden anholdelser.

Den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir har samlet omkring 300 mennesker til en demonstration ved den franske ambassade på Kongens Nytorv i København.

Demonstranterne vil vise deres utilfredshed med Frankrig og visningen af Muhammedtegningerne, fortæller TV 2s reporter på stedet, Lisbeth Davidsen.

- En taler på talerstolen taler om Frankrigs og vestens umenneskelige værdier og siger blandt andet også, at man kan se, hvor dårligt et menneskesyn man har i Vesten, fordi der lige har været en MeToo-kampagne. Det afslører - ifølge taleren - vestens elendige kvindesyn, siger Lisbeth Davidsen.

En moddemonstration blandt andre med deltagelse af medlemmer af partiet Stram Kurs har dannet sig på den anden side af gaden, og her har moddemonstranter brændt koranen af.

- Men indtil videre er der ro på tropperne herinde og ikke optakt til, at nogen ryger i totterne på hinanden, siger TV 2's reporter.

I et Facebookevent for protestforsamlingen med 230 deltagende skriver arrangørerne:

- Lad os vise, ligesom muslimerne i resten af verden, at vi til enhver tid vil forsvare Profetens ære og det budskab, han kom med.

Tidligere i dag var politiet synligt til stede ved den franske ambassade. Politiet oplyser til Ritzau, at man har øget bevogtningen på flere adresser i København. Også Politiets Efterretningstjeneste (PET) er inde over.

Baggrunden for utilfredsheden med Frankrig

16. oktober blev en fransk lærer i en forstad til Paris dræbt.

Læreren, Samuel Paty, havde vist Muhammedtegninger for sine elever som led i sin undervisning. Et par uger senere fik han halsen skåret over af en 18-årig muslimsk mand.

Præsident Macron har efterfølgende varslet en hård linje mod yderligtgående islamister.

Macron har betegnet drabet som terror og understreget, at ekstremister ikke skal have held med at indskrænke ytringsfriheden i Frankrig.

Torsdag chokerede et nyt blodigt angreb Frankrig. Her dræbte en ung mand - der ifølge de foreløbige oplysninger var kommet til Frankrig med en migrantbåd fra Tunesien - tre mennesker i en kirke i den sydfranske by Nice.

Et af ofrene fik halsen skåret over.

Gerningsmanden råbte på arabisk "Allahu Akbar" (Gud er større, red.) mod betjentene, da de ankom.

De franske myndigheder opfatter på den baggrund angrebet som politisk og religiøst motiveret og dermed også omfattet af terrorlovgivningen. Præsident Macron har kaldt det for "et islamistisk terrorangreb".

Fransk politi har ud over den 21-årige mand anholdt en 47-årig mand, som skulle have udstyret den formodede drabsmand med en telefon og altså på den måde bistået ham i hans ugerninger.

Flere demonstrationer mod Frankrig

Også andre steder i verden viser demonstranter deres utilfredshed med Frankrig.

Titusinder af demonstranter i Bangladesh og Pakistan retter deres vrede mod Frankrig i omfattende protester fredag.

Mange mennesker er strømmet ud fra moskéer i hovedstaden Dhaka i Bangladesh efter ugens vigtigste bøn.

- Vi er alle soldater af profeten Muhammed, råbte mængden.

Nogle af dem afbrændte en dukke, der skulle forestille Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Andre opfordrede til boykot af franske varer.

Politiet i Dhaka vurderer, at omkring 12.000 mennesker deltog i fredagens demonstration. Andre mener, at der snarere var omkring 40.000 demonstranter.