Samfund

Justitsminister kalder flugtbilist fej og krysteragtig

Justitsminister Nick Hækkerup (S). Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En kun femårig pige mistede livet ved en ulykke på Frederiksberg onsdag.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder den bilist, der i går eftermiddag påkørte en femårig pige og hendes mor på Peter Bangs Vej, for en kryster.

Den femårige pige mistede livet ved ulykken.

Mindre end et døgn efter hændelsen reagerer justitsministeren med en kommentar.

- Jeg har ikke ord for, hvor tragisk familiens tab er, og jeg har sjældent set magen til fej og krysteragtig adfærd, når bilisten samtidig flygter fra stedet, siger han til Ritzau.

Pigen og hendes mor blev ramt af en bil, da de gik på fortovet. Derefter stak føreren af bilen af til fods.

Politi: Lad være med selv at tage kontakt til ham

Politiet har siden ledt efter ham. Blandt andet har politiet efterlyst manden med navn og billede i medierne.

- I forbindelse med færdselsuheldet efterlyser vi føreren af køretøjet, Helmi Mossa Hameed, skrev politiet i går på Twitter.

- Vi har en stærk formodning om, at det er ham, og vi ser på den her ulykke med meget stor alvor, sagde politiinspektør hos Københavns Politi Torben Svarrer til TV 2.

Politiet advarer mod at tage kontakt til manden, hvis man ser ham. I stedet skal man ringe til dem på telefon 114.