Danmark fraråder nu rejser til alle lande i verden
Danmark fraråder alle rejser til hele verden, bortset fra to svenske regioner, viser nye rejsevejledninger.
Danmark fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til hele verden - undtagen de to svenske regioner Västerbotten og Västernorrland.
Nye på listen over orange områder, hvortil rejser frarådes, er Grækenland, Tyskland og Norge samt tre svenske regioner.
Det viser de danske rejsevejledninger, som Udenrigsministeriet har opdateret torsdag.
- Det er desværre et billede på, at smitten er steget meget på det seneste og i særdeleshed i Europa, hvor der ellers har været en lang række lande, man kunne rejse til hen over sommeren og efteråret.
- Men med den smittestigning, vi har set, er der nu praktisk talt ingen steder, hvor der ikke er høj smitte. Og det afspejles i vores rejsevejledninger, siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet.
Grækenland er farvet orange
Udenrigsministeriet fraråder rejser til et land, hvis der er over 30 nye smittede om ugen per 100.000 indbyggere. For Sverige er der en model, hvor man ser på smitten i hver enkelt region.
Grækenland er blevet farvet orange, fordi smittetallene i landet er for høje.
Tyskland lukker helt med de nye rejsevejledninger.
Indtil nu har Slesvig-Holsten været åben på grund af en særlig grænsemodel. Men nu er smitten i Slesvig-Holsten også for høj, og området bliver derfor orange, så hele Tyskland dermed er orange.
Rejser til Norge frarådes, fordi landet strammer indrejserestriktioner for danske erhvervsrejsende fra regionerne Hovedstaden, Midtjylland og Nordjylland.
Normalt udarbejder ministeriet rejsevejledninger for turistrejsende. Men ministeriet har valgt at fraråde rejser til landet, fordi der nu samlet set er så mange restriktioner ved rejser til Norge.
Derfor har ministeriet vurderet, at det vil være dårlig borgerservice ikke at fraråde rejserne til Norge.
Borgerservice: Forskel på situationen i dag og i foråret
Ifølge Erik Brøgger Rasmussen er der forskel på situationen i dag og i foråret, hvor Danmark også frarådede rejser til alle lande i verden.
- Der var alle flyselskaber i en situation, hvor de satte alle fly på jorden. Det vil sige, at det var helt umuligt at rejse rundt.
- Sådan er det trods alt ikke nu. Og det vil sige, at hvis man gerne vil gennemføre nødvendige rejser (for eksempel erhvervsrejser, red.), så er det muligt at rejse rundt. Der er ikke mange fly, men der er fly, siger han.
Hvis man bor i Slesvig-Holsten kan man stadig rejse ind i Danmark. Det gælder, hvis man har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål eller en negativ coronatest.
Det betyder, at personer fra området kan rejse ind i Danmark, hvis de skal på arbejde. De kan også rejse ind i Danmark og gå en tur, men det kræver, at de kan fremvise en negativ coronatest.
Rejsevejledningerne er ikke ulovlige at bryde. Men en del virksomheder har for eksempel meldt ud, at ansatte skal i selvbetalt isolation, hvis de har været på ferie i et land, hvor rejser frarådes.