860 nye smittede med coronavirus
I alt er der 139 personer indlagt med covid-19 på landets hospitaler. Det er en stigning på tre personer siden onsdag.
De seneste 24 timer er 860 danskere bekræftet smittet med coronavirus. Det er det fjerdehøjeste antal på én dag herhjemme.
Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Onsdag var tallet til sammenligning 1017, hvilket var det næsthøjeste antal smittede danskere på et døgn under coronapandemien.
Yderligere tre indlagt
De 860 coronasmittede er fundet blandt i alt 48.661 prøver det seneste døgn. Dermed har 1,77 procent af prøverne vist sig at være positive. Denne andel har ligget nogenlunde stabilt over den seneste uge.
Én person er det seneste døgn død med covid-19 i kroppen. Dermed er 716 døde med coronavirus i Danmark siden starten af marts.
I alt er der 139 indlagt med covid-19 på landets hospitaler. Det er en stigning på tre personer siden onsdag.
17 personer ligger på intensiv og 15 personer i respirator.
For tidligt at afgøre, om kurven er knækket
Det er positivt, at antallet af nye smittede torsdag er lavere end onsdag.
Det siger Kasper Iversen, som er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital.
- Det ser ud til, at det var i helt rette tid, at der blev indført nye restriktioner, og hvis det er den effekt, vi begynder at se nu med en let reducering i antal smittede, er det meget positivt, siger han til Ritzau.
Men ifølge Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet (SDU), er det dog for tidligt at afgøre, om kurven er knækket, og smitten med coronavirus igen er på retur i Danmark.
- For at kunne sige, at kurven er knækket, skal vi se en række observationer i de kommende dage. Vi skal de næste to-tre dage se tallene falde langsomt eller flade ud. Men det er for tidligt at sige nu, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2.