Coronavirus

Trodser corona: Dansk flyselskab vil flyve turister til atlanterhavsø

Danish Air Tranport, DAT. Arkivfoto. Danish Air Tranport / Danish Air Tranport

DAT-direktøren er selv kaptajn på turen, som han mener er en prototype på, hvordan vi stadig kan rejse under pandemien.

En af de ting, danskerne sukker langt efter under coronakrisen, er muligheden for at sætte sig op i et fly og rejse til fremmede himmelstrøg.

I takt med, at anden bølge af pandemien nu skyller ind over Europa, er kloden farvet orange, og i skrivende stund er kun Norge, Grækenland og dele af Sverige nu åbne for ikke-nødvendige rejser.

Men det skal der laves om på, hvis det står til Jesper Rungholm, direktør i Danish Air Transport, DAT.

Kan ikke vente på politikerne

Han vil nu sende rejselystne turister til Porto Santo, der er en del af øgruppen Madeira, som hører under Portugal.

- Vi vil vise, at det kan gøres anderledes og fornuftigt. Her er vores prototype på, hvordan man kan gøre tingene uden at gå i baglås. For i forretningsverdenen overlever man ikke ved at læne sig tilbage og stole på, at politikerne redder rumpetten, siger han.

Der skal også penge ind. Selvom initiativet ikke er afgørende for selskabets fremtid.

- Vi har tabt omkring 80 procent af en omsætning på én milliard. Så den her tur bliver ikke afgørende for, om vi overlever eller ej, siger Jesper Rungholm, som selv vil være kaptajn på flyet til Porto Santo.

Efterlyser regional opdeling af lande

Han er utilfreds med, at myndighederne har afvist at regionsopdele lande efter smitte.

- Jeg mener overhovedet ikke, at det er en chance at tage. I luftfartsbranchen er vi opdraget til at identificere og vurdere risikoer og minimere dem. Så det her er ikke hovedløst. Det giver mening, siger Jesper Rungholm.

Rejsebranchen har tidligere forsøgt at ruske op i politikerne for at få dem til at regionsopdele lande med orange status.

Venstre har med støtte fra Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti også advokeret for en regional sondring, så det eksempelvis kunne være muligt at rejse til øer fjernt fra fastlandet, hvis smitten dér ikke er udbredt i alarmerende grad.

- Vi mener, at vi skal lytte til, hvad rejsebranchen anbefaler - nemlig at lave en regional opdeling, sagde Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen i august.

Socialdemokratiet har afvist model med regional opdeling af rejselande med orange status under henvisning til et "forsigtighedsprincip".

Smitten på Porto Santo er ifølge Jesper Rungholm så lav, at den ligger under de fleste steder i Danmark.

Ifølge DAT-direktøren er smitten på den lille atlanterhavsø også lavere end i Grækenland, der for nuværende er det eneste sydeuropæiske land, som danskerne endnu kan rejse til.

Ved hjemkosten til Danmark kan passagerne få foretaget en ny test i lufthavnen. Dermed mener DAT at have gjort systemet så fintmasket som overhovedet muligt.

En naturlig udvikling

Tilbuddet blev lagt online fredag eftermiddag, men druknede ifølge DAT-direktøren til hans ærgrelse i statsministerens pressemøde om coronasituationen.

Men i løbet af de seneste dage er 10 bookninger tikket ind. Der er 90 pladser ledige, og DAT har besluttet, at turen kan gennemføres, når minimum 60 købere har slået til.

Hos Spies, Danmarks største rejsebureau, er der ikke for nærværende nogen planer om at gøre som DAT og sende gæster til orange lande, fortæller kommunikationschef, Lisbeth Nedergaard.

- Udenrigsministeriets rejsevejledning er og bliver vores bibel. Det bliver det ved med at være, vi kommer ikke til at rejse imod rejsevejledningerne.