Samfund

Fem-årig pige død i trafikulykke - bilist på flugt efterlyses

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Politiet oplyser, at de leder efter en mandlig bilist flere steder i hovedstadsområdet.

En pige på fem år er afgået ved døden efter en trafikulykke på Peter Bangs Vej på Frederiksberg onsdag.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Pigen gik sammen med sin mor på fortovet, da de begge blev ramt af en bil.

- Føreren er stukket af til fods, og ham leder vi massivt efter, siger Kristian Rohdin, vagtchef i Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Vagtchefen kan ved 17.30-tiden ikke sige noget om morens tilstand, men de kunne "tale med hende på ulykkesstedet", oplyser han til Ritzau.

Ung mand stak af fra stedet

Københavns Politi efterlyser nu chaufføren af bilen.

Ifølge politiet er der tale om en mand på cirka 21 år. Han har mørkt hår, er 180 centimeter høj, almindelig af bygning og var iført sort tøj.

- Vi har en stærk formodning om, hvem føreren er, og vi opfordrer vedkommende til selv at kontakte politiet, skriver politiet på Twitter.

Politiet oplyser, at de søger offensivt efter manden flere steder i hovedstadsområdet. De oplyser klokken 19 på Twitter, at der ikke umiddelbart er tale om et ræs i forbindelse med ulykken.

Politiet opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig på telefonnummer 114.