Samfund

Frank Jensens kone støtter ham: - Nu kan partiet lægge låg på andre sager

I et interview siger Jane Frimand Pedersen, at hendes mand, Frank Jensen, blev ofret af sit parti.

Frank Jensens kone, Jane Frimand Pedersen, siger i et interview med KøbenhavnLIV, at hendes mand blev ofret af Socialdemokratiets top.

Hendes udtalelse kommer en uge efter, at Frank Jensen (S) trak sig som overborgmester i København efter en række sager om seksuelle krænkelser og chikane gennem flere årtier.

Først beskrev flere kilder over for Jyllands-Posten krænkende adfærd, og efterfølgende kom otte nye anklager frem i lyset fra samme medie.

- Der er nogen her, der har gang i et eller andet. Det gik så hurtigt. Den ene dag fik han opbakning fra partiet med et stort flertal. Den næste dag var han tvunget til at trække sig, siger Jane Frimand Pedersen til KøbenhavnLIV og siger andetsteds:

- Frank er blevet smidt under bussen, så alle de andre nu kan slippe med skrækken. I hvert fald af socialdemokraterne, siger hun.

Nogen skulle

Hun siger, at der "var en, der skulle ofres". Og hun mener altså, at nogen har orkestreret presset på hendes mand.

- Det (Frank Jensens fratrædelse, red.) her giver jo den effekt, at nu kan de lægge låg på alle de andre sager, fordi nu har de ofret Frank.

- Der kan også være folk, der har politiske ambitioner om at overtage hans embede, men som ikke har kunnet blive valgt på demokratisk vis, siger hun.

Jane Frimand Pedersen siger til mediet, at hun ikke ved, hvem der står bag det, hun ser som en konspiration.

- Jamen, jeg ved jo ikke, hvem det er. Jeg kan bare sige, at sådan noget kan ikke lade sig gøre, hvis ikke ledelsen eller det øverste system i Socialdemokratiet er inde over, siger hun.

Frank Jensen, der samtidig var næstformand i Socialdemokratiet, er ved flere tidligere lejligheder blevet kritiseret for sin adfærd, der blandt andet har involveret at slikke kvinder i øret og at befamle andre kvinder.

Har ikke noget med MeToo at gøre

Sagerne fik fornyet styrke, efter at der er kommet fokus på sexisme i politik de seneste måneder.

- Men det her med Frank, det har intet med MeToo at gøre. Frank har ikke udnyttet nogen, det har han altså ikke, siger Jane Frimand Pedersen.

Lyn-analyse

Det lægger sig i forlængelse af det interview, Frank Jensen selv gav til Berlingske i weekenden, at der er tale om en uretfærdighed, som har ført til hans afgang som overborgmester.

Jane Frimand Pedersen fremlægger dog ikke nogen dokumentation for sin påstand om, at hendes mand blev ofret af partitoppen, og det rammer måske ægteparret i nakken, når der som her er tale om en spekulation.

Man skal samtidig huske på, at det er Frank Jensen selv, som valgte at trække sig.

Der vil derfor næppe komme nogen reaktion fra statsminister Mette Frederiksen eller andre i partitoppen på det her.

Tirsdag - dagen efter Frank Jensens afgang - sagde ligestillingsminister Mogens Jensen (S), da han blev spurgt om, hvorvidt Frank Jensen var blevet bedt om at gå af Socialdemokratiet:

- Jeg kan kun sige, at vi selvfølgelig har talt sammen i den socialdemokratiske ledelse om det her.

- Blandt andet de samtaler og vel andre indtryk, som Frank Jensen har fået, har fået ham til at tage den beslutning, som han har taget her.